RejsenTilAmerika_1912

166

AFSLUTNING en Dags Tid havde levet sig sammen med dem, var løbet op og ned gennem de indtil 45 Etager med Elevatorer, der kom op til øverste Etage næsten lige saa hurtigt, som vi herhjemme kommer op til 3die Sal. Man havde paa Fornemmelsen, al disse Sten- og Staalkolosser hørte lige saa naturnødvendigt hjemme derovre — hvor Indtrykket af deres Højde yderligere modvirkes af Gadernes Bredde —, som vore 4—5 Etages Huse under vore Breddegrader eller smalle Gader. Omvendt forbavsedes Blikket og glædedes Sindet ved det Indtryk af Hygge og Bo, af fredelig Naturstemning og renlig Skønhedssans, der hvilede over de mindre amerikanske Byer — som Cedar Falis, Racine, Troy osv. — med deres brede, træ- bevoksede Avenuer, deres græshegnede Gader og villafyldte Kvarterer, et Indtryk, der stod i den skarpeste Modstrid til det Billede af hæsblæsende Voldsomhed, smudsigt og skønhedsforladt Gadeliv, hvormed vor Fantasi var bleven opflasket gennem Skildringer og Beretninger af Forfattere, der som oftest henter deres Indtryk fra Amerikas Storbyer, som vi andre saa uden videre overfører paa hele det amerikanske Samfund. Dertil kom saa det interessante og vækkende Indblik, vi — omend med Lynets Fart eller kun i Fugleperspektiv — fik i saa mange fremadstræbende og nyskabende Virksomheder paa det industrielle, det kommercielle og mange andre Omraader. Thi man kan jo føle sig mer eller mindre tiltalt eller tilfredsstillet ved Livet og Virksomheden i den ny Verden, men nægte, at det hele gaar for sig og gaar frem med Syvmileskridt, det kan man ikke. Og Liv og Fart i Tingene er nu én Gang ikke at foragte. Og saa Glæden over at træffe saa mange af vore Lands­ mænd i forholdsvis gode og ikke saa faa i ligefrem udmærkede Omstændigheder — overalt velansete og ofte indtagende frem­ ragende og ledende Stillinger inden for det borgerlige Livs Rammer. Og Glæden ved at være sammen med dem i festligt Lag, se og nyde deres Glæde over den friske Hilsen fra det gamle Land — det var altsaa Glæde i anden Potens. Endelig maa man ikke glemme det Tilskud af Sundhed og Velvære, der maatte være Resultatet af de to Gange tolv Dages Ophold paa Atlanterhavet, et Ophold der jo yderligere krydredes ved den — man tør næsten sige Forkælelse, vi var Genstand for fra Det forenede Dampskibsselskabs og dets Funktionærers Side. Kort sagt: Frisk Luft i Lungerne, nyt Stof i Hjernen, Lys og Glæde i Sindet — hvad kan en modtagelig Ungdom, og for den Sags Skyld ikke mindre den modnere og mindre fængelige Mand­ dom, forlange mere af en vel tilbragt Sommerferie?

Made with