TivoliFortidOgNutid

Her spilledes unde r Pub lik um s Jubel først og fremmest Lumbyes egne Kompositioner; den geniale Dansekomponist rystede dem jo bogstaveligt ud af sine Æ rm e r i Hundredvis. Her hørtes første Gang de Melodier, som kom til at klinge over hele Ver­ den og som den Dag i Dag spilles unde r stor­ mende Bifald: „Champagnegaloppen“, „Drømmebil­ leder“, „Amélie-Vals“, „En Sommernat paa Møens K lin t“, „Kroils Ballklänge“, „En Tui paa Dyrehavs­ b a k k e n “ og alle de i Tivoli og Tivolis Forlystelser tilegnede Polkaer, Valse og Galopper. Et saare yndet Nummer, som P u b lik um aldrig syntes at ku nn e hø re for ofte, va r Johan Strauss' (senior) „Annen P o lk a “, popu læ rt kaldet „Nr. 3“. Kuriøst nok h a r man allerede i Tivolis første Sæsoner disputeret b rav t pro et contra den alvorligere Musik i Koncertsalen. I Carstensens egen officielle Monitør „Tivoli-Avisen“ betonedes det, at „al Musik af en mere alvorlig Karakter vilde endogsaa være af en ren parodisk Virkning paa et Sted, hvor den ikke h a r mere hjemme end Danse- og Operamu sik i en K irke“. Ikke desto m indre prøvede Lumbye sig forsigtigt frem med en Ouverture i hver Afdeling, og den 4. August 1846 opførtes den første Symfoni i Tivoli (af Schubert). Fø rst et P a r Aar senere indgik Lør- dags-Symfonikoncerterne som et fast Led i Tivolis Program. x\arene gik, og H. C. Lumbye blev „Gamle L um ­ by e “, han s Helbred, navnlig Hørelsen svækkedes, og Sæsonen 1872 blev den sidste, i hvilken h a n dirige­ rede. Han døde 1874, og samme Aar rejstes hans Buste foran Koncertsalen. Tivolis Bestyrelse overdrog de tre betydeligste Musikautoriteter: Niels W. Gade, J. P. E. Ha rtmann og S. Pau lli at udpege Lumbyes Efterfølger, og de 9

Made with