CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

9 4

Gudernes Blodhævn og Troldenes Ondskab«1). Slet saa inspirerende har det vel næppe taget sig ud i Rungs Øjne og det kunde vække Betænkelighed alene ved Omfanget, skjønt Hertz rigtignok mente, at det ikke var større end en almindelig Operatext; det maatte da vel nærmest være en a f W.agners Niebelungsring. Det hele løb saa temmelig ud i Sandet. Den udbrudte Krig gav andet at tænke paa end æstlietiske Experi- menter. Rung vovede sig ikke videre end til første Af­ deling, der opførtes ved skandinavisk Selskabs Koncert i Kasino 12 . Februar 1849 og der hørtes ikke siden til de to andre Afdelinger. Havde Hertz med god Grund sat sig imod det nordiske Recitativ i »Tyrfing«, vilde det maaske liave været ønskeligt, om han havde benyttet Recitativ i sit Syngespil »Federigo«, som Rung komponerede (opført f. G. 30 . Marts 1848 ). Medens man ellers er tilbøjelig til at laste Operatexter, er denne gaaet Ram forbi, skjønt temmelig uforskyldt. Den er en Reminiscens a f »Robert af Normandiet«, den sletteste a f alle, og man befinder sig stadig i en mirakuløs Sfære uden at kunne skjænke Miraklerne Tro eller Interesse. Djævlen (Belfagor) har slaaet sin Klo i Federigo og giver navnlig sit Naturel tilkjende ved et eget Spil paa Mandolin. Tilsidst skal denne Djævel tømme et Heidelbergerfad med ædel Vin, hvis han vil beholde Federigo. Fadet og Djævlen be­ finde sig udenfor Scenen og Federigos Spænding er frygtelig. Djævlen drikker og drikker, men kommer

b Skriv, af 31 Okt. 1847 fra L ehm ann til Bestyrelsen af det skan­ dinaviske Selskab.