CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

9 5

fuld ind, kan ikke mere og synker i Jorden. Dette Stykke kræver Musik helt igjennem og lider ved den lange, talte Dialog. Det slæbte sig over Scenen, skjønt Musiken rostes, og kom frem i en højst ubelejlig Tid. Men hvad Rung saa meget havde ønsket og accentueret, Indførelsen af det tørre Recitativ i de ældre Operaer, hvor det hørte til, var bleven sat i Værk. »Don Juan« opførtes med en ny, almindelig beundret Don Ju an (Chr. Hansen) og en ny, snart endnu mere beundret Leporello (Schram). Theatret havde i Rung en Komponist, der ikke skaanede sig. Efter Partiturernes Udvisende blev »Stor­ men paa Kjøbenhavn« fuldført i Jun i og »Gioacchino« i Ju li 1844 . Det var endnu Theatrets store Tid. Den mægtige æstlietiske Interesse koncentrerede sig der og en Kreds a f glimrende Skuespillere rivaliserede med hinanden. F ru Heiberg var Dronningen i dette Kun­ stens Land. Fo r hende var Rungs første Theatersang »Viben vil værge« skreven, flere kom til, deriblandt Violas. I »Kong Renés Datters« skjønne Have blev der en, om end usynlig, Plads for ham. Han komponerede Guitaraccompagnementet til Jauffreds, Tristans og Jolan- thes Improvisationer og udførte det ved IH orestillingerne i Kulissen. Misundelsesværdige Lykke, mente man sik­ kert, at høre til ved den poetiske Fest, at kunne støtte Talens Musik, Michael Wiehe og Fru Heiberg, med sine Toner! Rung skjønnede derpaa. Han elskede Scenen og havde egentlig uden Udnævnelse en fast Stilling som Komponist a f Skuespilmusik. I 1845 vilde den 28 -aarige Gade, der allerede havde vundet sine Sporer i Musikforeningen, vise det store Publikum, hvad han formaaede, og gav paa Hoftheatret