CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

5

syv latinske Vers for to afvexlende Kor, det ene fir­ stemmigt, det andet femstemmigt, i Allegris Stil«1). Foruden Allegri havde en Komponist, der vel ikke vedkom det sixtinske Kapel, men dog det kirkelige, vundet en fast Plads hos det større Publikum, nemlig Venetianeren Benedetto Marcello. Han var ikke saa meget gammel, thi hans berømte Salmer, hvorom In­ teressen drejede sig, begyndte først at udkomme 1724 . At Musiken var skreven til en italiensk Bearbejdelse af Salmerne kunde kun støtte Populariteten, der stadig voxede og lagde sig for Dagen i nye Udgaver. Marcello dannede Broen over en Kløft, hinsides hvilken den gamle Musiks gaadefulde og lidet kjendte Land laa. Goetlie var henrykt over disse Salmer, som han lærte at kjende i Rom, og vilde, at man i Weimar skulde anskaffe et Exemp lar; at Marcello anvendte jødiske og andre gamle Melodier paa en tin og kunstforstandig Maade, interesserede ham meget. Da Louis Spohr 30 Aar senere kom til Rom ( 1817 ), hørte han Marcelloske Salmer synge ved Privatopførelser. Al hans Hu stod dog til Allegris Miserere. »Imorgen! Imorgen!« udbrød han, da han gik til Sengs Aftenen før Opførelsen. Og- saa for Goethe havde Misereret været det vigtigste. Og dog lød Palestrinas Toner i Fylde hele Passionsugen igjennem. Palestrinas »Missa papæ Marcelli«, kaldet saa al Komponisten til Erindring om den afdøde Pave Mar- cellus II, der havde været hans Beskytter, opførtes første Gang af det pavelige Kapel 19 . Jun i 1565 og fjærnede de Betænkeligheder og Indvendinger, det tri-

1) Selvb iografi.