CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

124

den livligere Salmesang. Selv havde han bragt den et Offer, som han dog grumme nødig vilde tale om. Weyses Koralbog, der havde været bestemt til at afløse Zincks, var ikke ældre end fra 1838 . Sluttende sig ganske til den gamle Koral, saae den Lyset ved Overgangen til en ny Tid, da der indtraadte en Ven­ ding i Smagen, da man blev sig bevidst, at man vilde noget andet. Den naaede derfor aldrig sin Bestem­ melse, men dens Skæbne vilde ikke, at den skulde forsvinde lydløst, tværtimod. Dens eget Værd, Weyses Avtoritet, Koralens ældgamle Magt og Betydning lod den staa som Ideal for mange, medens den a f andre betragtedes som Bepræsentant for et forældet Princip, man vilde undgaa. Saaledes blev den et Midtpunkt i Bevægelsen, et Kainpraab i forskj ellig Betydning fra de forskj ellige Stridsmagter. Berggreen havde til Dels lagt den til Grund for sit Salmeværk, men paa en egen Maade. Han havde hyppig ændret Koralerne i høj Grad, navnlig i harm o­ nisk Henseende, hvilket stødte mange ligesaa meget som Vartovsangen Berggreen selv, navnlig dem, der holdt paa Koralen. Pastor (Provst) F. W. Andersen hævdede, at »til Kirkesangen hører Koralen og intet uden denne« og beklagede, at »vor Kirkes nyeste, fortræffelige Gra- dual, Weyses Koralbog, hvis ypperlige Harmonisering har givet Koralerne en Kraft og Velklang, som langt overgaar hans nærmeste Forgængers« allerede skulde være bleven overflødig. Han følte sig overbevist om, at kun Forvisningen om Nødvendigheden a f en Reform i Menighedssangen havde kunnet faa Berggreen til at at bringe Sagen »et Offer, hvorunder hans egen Pietet