CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

1 2 5

mod den udødelige Mester maa lide» og han erklærede, at det fra Berggreens eget Standpunkt som Bekæmper af al ukirkelig Sang inden Kirkens Grænser havde været det rigtigste at holde paa Weyses Koralbog og give den et Tillæg a f Koralmelodier, som der paa Grund af Indførelsen af nye Salmer var Brug for, og af livligere Melodier, der udtrykkelig skulde betegnes som alene bestemte til Husbrug1). At beskyldes for Mangel paa Pietet mod Weyse, var noget a f det, Berggreen nødigst vilde af alt. Han elskede Weyse og lagde det uafladelig for Dagen. Men denne Kjærlighed havde slet bestaaet sin Prøve i Salme­ værket, der havde bragt ham i en fortvivlet Situation ved Fornægtelsen a f det udkaarne Ideal. Kunde det blot gaa saa stille hen! Det var vistnok hans Ønske. Saa blev det en Sag mellem ham og Weyses manes, og den vilde han vel kunne ordne, saa han fik Weyses Tilgivelse. Saa kom Pastor Andersen med sin Be­ mærkning og Straffen syntes at svæve over hans Hoved. Men Udtalelsen var mild og i Forbigaaende og lod haabe, at den kunde glide hen. Endnu kunde Berg- green tænke sig at staa som uplettet Weyse-Bidder af den højeste Orden. Men en anden Weyse-Bidder, der ikke gav ham noget efter i Rangen, stod frem paa Arenaen og udfordrede ham til Kamp. Det var Rung. Trods Forholdet til Vartov og trods hans egne Salmer, der ikke gik i Retning af Koralen, indtog han et Stand­ punkt, der havde adskilligt tilfælles med Pastor Ander­

1) Ugeskrift for den evangeliske Kirke i D anm ark Nr. 57, 16. Decbr. 1853.