CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

126

sens. Hertil bidrog netop hans høje Værdsættelse af Weyse, hvem han jo, ligesaa vel som Berggreen, havde staaet i personligt Forhold til og hvis kirkelige Kunst han end ikke frygtede for at stille i Belysning af Palestrinas. Som Musiker øvede han tillige en skarp Kritik mod Berggreens Værk i og for sig betragtet og det mishagede ham, at Berggreen, for hvis Øjne kun een Rungsk Salme havde fundet Naade til Optagelse i Salmeværket »Rejs op dit Hoved, al Kristenhed«, havde a f 41 nye Melodier taget 26 a f sine egne, saa meget mere som han ikke syntes om dem. Konferencerne om Benyttelsen a f Rungs Salmer i Salmeværket havde dog i sin Tid været førte i al Venskabelighed1). Saa forlød det, at Berggreens Værk skulde avtori- seres til Brug i Kirkerne, men »at oktroiere et musi­ kalsk Ritual« af denne Art var efter Rungs Overbe­ visning højst uheldigt. Han mente, at det var det yderste Øjeblik at skride ind og for at fremkalde en offentlig Diskussion om Æmnet indrykkede han i »Fædre­ landet« for 12 . Marts 1855 et Inserat under Mærket » 36 «, hvori han ikke nævnede Salmeværket, men sagde, at hvis der behøvedes nogle flere Melodier til den nye Salmebog, burde det overdrages musikkyndige at ud­ arbejde et Tillæg til Weyses Koralbog, da der ellers var Fare for, at det fortræffelige Værk blev fortrængt og forglemt. I Berggreens Lejr foruroligedes man ved Rygter om, at der var Ugler i Mosen og at Avtorisa- tionen stod Fare for at briste. Man skyndte sig derfor med at svare og i »Berlingske« optraadte » 37 « som

x) G. Skou: Andreas Peter Berggreen, et M indeskrift.