CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

135

Madrigalerne ere verdslige Søstre til Kirkemusiken a cappella og nødvendige til den fulde Forstaaelse af Palestrinatiden, i hvilken de med Tilføjelse af et Par Aartier naaede deres højeste Blomstring. Saaledes sang man ved højtidelige og glade Fester i Rafaels og Michel Angelos Aarhundrede. At Rung, efter med saa stort et Held at have prøvet deres Livskraft i den Roedske Kreds, lod dem ligge urørte i »Cæcilia«, heroede paa, at den hele Renaissancebevægelse, hvoraf hans Bestræ­ belser udgik, havde Kirkemusiken for Øje. Lyset kom fra det sixtinske Kapel og fremfor alt var det hans Ønske at give en Forestilling om de hellige Toner, som lød der. Med al sin Fuldkommenhed kunde Madrigalet aldrig have samme Betydning som Kirke­ musiken, der ligefrem havde naaet et Ideal. Men efter- haanden maa tte Kirkemusiken drage den verdslige til­ svarende efter sig. Ved Madrigalerne — ligesom ved Canzonetterne — indførtes det italienske Sprog i For­ eningen. Det levende Sprog havde en større Tiltræk­ ning end Kirkemusikens døde Latin og gjorde den uhyre Afstand, som selve Musiken betegnede, mindre. Man havde derved Haand i Hanke med denne Kunst og man kom fra ætheriske Regioner ned paa Jorden. Madrigalerne hilstes hjerteligt velkommen. Det var omtrent to Aarhundreder siden, at Madri­ galer havde lydt i Danmark. Da sang man dem endog med dansk Text, i det mindste paa Herlufsholm.

»Hvad er nu paafærde? Hvad er nu igjære? Fa la la la!