CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

138

denne Rolle lod Madrigalerne sig ikke længe nøje. De blev Vehikel for Smaascener med Favner og Nymfer, Hyrder og Hyrdinder og en Uendelighed a f Væsener, navnlig allegoriske, der meget ofte moraliserede og op- traadte med Solennitet, men ligesaa ofte slog Gjækken løs. Scenerne blev til Smaaoperaer eller Opera-Ballet­ ter, hvor den enkelte vilde lade sig høre. At dette skete madrigalmæssigt, var paa en vis Maade den Gang det mest selvfølgelige a f Verden. Hvad var Madrigal­ erne i Reglen andet end Romancer, lyriske Indfald, der kun vedkom en enkelt og hans Stemning. Og dog forvandlede de sig efter Madrigalets musikalske Natur strax til Kor, hvor de mange Stemmer i Forening ud­ trykte, hvad den enkelte alene skulde have sagt. løvrigt er det mærkeligt nok, saa hurtigt man i Nutiden væn­ ner sig til dette store og mindre naturlige Apparat og villigt tager for den enkeltes Lyrik, hvad mange synge i Munden paa hinanden. Men i det dramatiske maatte Madrigalerne selv i deres egen Tid uundgaaelig blive en Klods om Benet. Det fik ikke hjælpe: de maatte betjene Operaen og selv om man gav den enkelte Or­ det ved at lade Instrumenter overtage de andre Stem­ mer, blev det Madrigaler alligevel. Orazio Vecchi vandt stort Ry ved en komisk Opera, »Anfiparnasso«, hvor de optrædende Personer resignerede som selv­ talende og ene udtrykte sig ved Hjælp a f Kor. Men saa kom den recitativisk-melodiske Enkeltsang ind i Operaen og det varede ikke meget længe, inden den havde jaget Madrigalerne paa Flugt. Den forfulgte dem endog ind paa deres oprindelige Enemærker, det lyri