CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

139

ske, men her stod de længe tappert imod for dog til- sidst at bukke under. I denne tragiske Kamp havde Komponisterne at tage Parti, men mange vaandede sig i Tvivlen om, til hvilken Side de skulde vende sig. I 1608 sagde Paolo Quagliati: »Mange holde paa de flerstemmige Sange, men endnu flere elske Solosang med Instrumenter, maaske fordi man forstaar Ordene bedre eller bedre kan nyde Stemmerne.« Han vidste dog at rede sig ud af Vanskeligheden og udgav en Samling firstemmige Madrigaler, ogsaa indrettet til at synges a f en Sopran med Accompagnement, »saa at han kunde tilfredsstille baade det ene og det andet Parti.« Aaret efter skildrede en anden Komponist, Casentini, de polyfone Korsange som ærværdige Matroner i ærbar Dragt; »de kaldte moderlig Flygtningene tilbage fra den farefulde Vej, hvor den moderne Frihed i underskjønne Kvinders Lignelse lokkede dem med tusinde Forførelseskunster«. Endnu 1647 forsvarede Ludovico Cenci Madrigalerne, da han udgav en Samling og sagde: »Jeg kommer ikke med nogen basso continuo, thi de menneskelige Stemmers Harmoni er efter min Mening langt finere end Foreningen med Instrumenter; den menneskelige Stemmes Klang overgaar i Virkeligheden enhver anden; kun Stemmen kan danne Ordet og vække enhver Følelse«1). Madrigalkunsten satte, om end sparsomt og modificeret efter en nyere Tids Fordringer, vedblivende mangen herlig Blomst, hvorom Cæciliaforeningen vidner, der har skjænket Francesco Tenaglia megen Yndest, lige*) Em il Vogel: B ibliothek der gedruckten, weltlichen Vocalmusik

Italiens. Aus den Jaliren 1500—1700. 2 Bind. 1892.