CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

140

som Antonio Lottis Madrigale per il Bucintoro »Spirto di Dio«, der endog skal være komponeret saa sent som 1736 i Anledning a f Dogens aarlige Formælings­ fest med Adriaterhavet paa Kristi Himmelfartsdag; da har man vel efter ældgammel Skik krævet et Festma­ drigal. Men Madrigalernes Tid var omme. Legioner a f dem havde henrevet Verden, som nu ikke mere brød sig om dem. Europas Bibliotheker aabnede sig for dem og begravede under Støvet fandt de Hvile. Men i England blev Hviletiden a f mærkelig kort Varighed. I et Værtshus i London, »the Twelve Bells Tavern«, sad 1741 et lille Selskab a f Haandværkere og smaa Kjøbmand og sang gammel-engelske Madrigaler. De dannede »the Madrigal Society«, der i det nævnte Aar grundedes a f en Prokurator •(Attorney), John Im- myns. Medens den italienske Opera i London fængs­ lede Kongens, Prinsen a f Wales’, hele Hoffets og alle fornemmes Opmærksomhed og der dannedes Partier for og imod Sangere og Sangerinder, forlystede man sig i Værthuset ved Minder fra de gode, gamle Tider. Man flyttede om fra Værtshus til Værtshus og blev ikke træt a f at synge og inden man forsaa sig, var »the Madrigal Society« blevet meget finere og dets Smag kommen i Mode1). Paa den Tid, da Burney skrev sin Musikhistorie, var den gamle Musik over­ hovedet saaledes oppe, at London fik sin Cæciliaforening (Cæcilian Society, 1785 ), og den havde endda ikke noget med »Madrigal Society« at gjøre. Madrigaler hørtes ogsaa i andre Foreninger end den sidstnævnte.

b Encyclopædia Britannica.

Made with