CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

141

Thomas Weelkes’, George K irbyes, John Wilbyes og Thomas Bennets Madrigaler bleve i Mængde sungne ved den Tid i »Concert of ancient music« og »Catch- Club« og Burney siger, at Udførelsen var saa fortrin­ lig, at han knap troede, at selve Komponisterne, som han kalder for de fire ypperste engelske Madrigalister, havde haft nogen Forestilling om, at deres Musik kunde tage sig saa prægtig ud. Dog mente Burney, at Madrigalerne i en Sam ling, Orianas Trium f kaldet, indeholdende Kompositioner af de nævnte fire og af Thomas Morley, lignede hinanden i den Grad, at ,de godt kunde synes at stamme fra en og samme Kom­ ponist. »Der er ikke een, der hæver sig saaledes op over Mængden, at den kan give et moderne Øre den svageste Ide om Opfindelse og Originalitet.« I 1811 udsatte »The Madrigal Society«, der glorrigt har fort­ sat sin Tilværelse til den Dag i Dag, en Pris for det bedste Madrigal og den blev vunden af William Beale. En saa livskraftig og tidlig Renaissance skyldtes vel for en Del Englændernes Sans for den ældre, strængere Form og deres konservative Natur, men navnlig fremkom den, fordi det Madrigalliv, der rørte sig paa Dronning Elisabeths og Jakob den Førstes Tid, havde været saa overordentligt, at det ikke kunde ud­ slukkes. En musikelskende Kjøbmand, Nicholas Yonge, der havde faaet en lille Ladning italienske Madrigaler tilsendt blandt andre Varer, var saa snild at foranstalte dem udgivne med engelsk Text ( 1588 ) og den Spekula­ tion var god. De gav Stødet til den store Madrigal­ bevægelse. Samlingen gjorde Furore, især Luca di Marenzios Madrigaler, »som Muserne selv kunde have