CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

145

egnedes Kardinal Granvella, »Vicekonge af Neapel«, i hvis »Skygge og Tjeneste« han levede. Intet andet end disse to »første« Bøger vides han at have skrevet, men deres Sange gik over i mange Samlinger. Sand­ synligvis er han død ung. Som et mandligt Sidestykke til »Sola soletta« har Piccioni (Pizzoni) komponeret en »Solo soletto« ( 1580 ), men den ensomme Herre kan ikke ses at have haft Lykken med sig. Madrigaler vare oprindelig Hyrdedigte, Idyller og havde den Særegenhed, at de vare bestemte til at sættes i Musik1). Naar Digterne senere kaldte en be­ stemt Genre Madrigal, indskrænkede Komponisterne sig langtfra til denne, og de Digte, de rørte ved, bleve i deres Haand »Madrigaler«. Som det musikalske knyttede sig til Forestillingen 0111 et Madrigal, saaledes ogsaa det erotiske. »Qui vi ve Amore« slutter Philippis nævnte Madrigal og dette Motto betegner dem alle, 0111 de ogsaa kunde optage andre Æmner og gaa ind paa Naturstemninger — Petrarcas og Marenzios »Zeffiro torna« — ja blive til en Slags Motetter som Madrigali spirituali. Amors Uimodstaaelighed og Grusomhed dan­ nede Themaet for uendelige Variationer og det ikke al­ tid af ætherisk Art. Men fin eller ufin lød den verds­ lige Sang a cappella over hele Italien og næppe nogen Komponist kunde eller vilde unddrage sig fra at lade den klinge, selv ikke Palestrina. Han udgav en Sam­ ling Madrigaler ( 1555 ), ti Aar før han skrev »Missa papæ Marcelli«, og fortsatte lejlighedsvis med en og an*) Das Madrigal und Palestrina von Peter W agner (Vierteljahrs­

schrift für M usikw issenschaft 1892).

10