CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

146 den som den berømte »Vestiva i colli« ( 1566 ) til Pe- trarcas Text. Senere synes denne verdslige Beskæfti­ gelse at være bleven lagt ham til Last og Baini ud­ leder forskj ellige Ubehageligbeder, han udsattes for, derfra. Dog var han i Forhold til mange a f sine Kol­ leger ualmindelig syndefri. Hans Yndlingsdigter var Petrarca og han satte aldrig sine Toner til nogetsom- helst anstødeligt. De havde desuden, som de samtidige Madrigaler overhovedet, kun lidet verdsligt ved sig, ja viste saadant Slægtskab med de kirkelige, at han lagde »Vestiva i colli« til Grund for en Messe. Det var Tiden, da den verdslige Musik ganske støttede sig til den kirkelige og stod Fare for at forvexles med denne; senere blev det omvendt. Ikke destomindre fandt Palestrina paa sine gamle Dage det tilraadeligt at af­ lægge en Slags Syndsbekjendelse for Pave Gregor X III. I sin Fortale til Cantica canticorum ( 1584 ) erklærede han med Hensyn til Madrigalerne: »Jeg rødmer og bedrø­ ves. Det forbigangne kan ikke forandres, men jeg skiftede Sind.« Næsten skulde man tro, at Angeren stammede derfra, at han ikke ansaa sine gamle Ma­ drigaler for gode nok, thi to Aar efter udgav han atter en Sam ling, som han kaldte »modne Frugter«. Henved tredive Aar vare forløbne siden han udgav den tørste og i den Tid havde Madrigalkunsten udviklet sig fra det abstrakt-kirkelige til et friere, individuelt Udtryk. De ældre Madrigalkomponister som Willaert, selv Cipriano di Bore, fortrængtes, — Arcadelt holdt sig dog, — men Palestrina havde i sine modne Frugter fulgt med Tiden. Det er gjort gjældende, at naar man mener, at Madrigal og Kirkemusik a cappella løbe ud i

Made with