CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

163

med sin stærke F a rv e i de faa Toner ligesom Melo­ diens K arak ter og giver den forøget Tiltrækning. Disse Sange bleve sungne med B ravu r a f F ru Keller. En spansk Fo lk e vise, formodentlig arrangeret a f Rung, »No toccaran«, forbavsede ved den tilsyneladende Modstrid mellem den muntre Melodi og den bedrøvelige Text, men man kunde ikke b live træt a f at høre den. Som i Norden og Italien lyttede Rung ogsaa andetsteds efter folkelige Melodier. I Dramaet »Rabbien og Ridderen« drog han ældgam le, jød isk e Melodier frem, fra F rank rig hentede han sin »Chanson de troubadour«, der ganske har den fran ske Tone, og andre. Hvad han beundrede a f denne Art, vilde han gjærne benytte eller efterligne. Ogsaa han s to A forism er, h vo raf navnlig den første, »Her er F løjter, V ioliner«, gjorde stor Lykke, kunne henføres til han s Im itationer og ere at betragte som en fjærn G jenklang a f Madrigalerne. Ligesom der havde været en fransk, kom der og­ saa en dan sk »historisk« Aften, hvor Scheibe, Cl. Schall, Schulz og Kunzen m indedes, ja ogsaa den talent­ fulde, i sin T id meget tilbagetrædende Peder Schall, en B roder til C lau s, populært »Peer« kaldet, med hvilket F o rn avn han ogsaa en Gang kom paa Pro­ grammet. W eyses Aften- og Morgensange, enkelte af hans R om an cer, hans store K irkeværker forsømtes selvfølgelig ikke. Hans Miserere, der laa Cæciliafor- eningen saa nær, kom ved særegne Omstændigheder ikke tidligt frem 1). Stor Glæde vakte »Det er saa yn ­ x) Musikforeningen havde udgivet det 1844—45 som et Arbejde, der »vel kunde være værd at frelse fra Forglemmelse«, men op­ førte det ikke. Derimod opførtes det 8. Jan. 1845 ved Koncert- Il*