CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

167

Glæde over Datterens skjønne S an g 1). En Sanger, der ret v a r paa sin P lad s i Cæciliaforeningen, og paa- skjønnedes meget a f Rung, va r R ichard Ja strau . Han havde uddannet sig i Spanien og navnlig Italien og faldt som ned fra Skyerne, da han i 1864 debuterede paa Theatret som Ed ga r i »Lucia a f Lammermoor«. Hans Syngem aade v a r saa prononceret italiensk, at man i Operaen gjærne kunde tro, han va r en Italiener, der sang dansk. Ved Koncerterne i Universitetets Solennitetssal, der va r det sædvanlige Lokale for verdslig Musik ligesom Slotskirken for K irkekoncerterne, blev Musiken altid udført oppe paa det saa nær ved Loftet værende Galleri. I Reglen lød den godt derfra. Ved instrumen­ tale Solosager dog m aaske vel meget som fra den fjærne Himmel. T ilhørerne havde det undertiden lidt haardt. Det hændtes, som det klagelig lød i Avisen, at de befandt sig i en Temperatur, der kun va r nogle Grader over F rysepun k tet; va r der mange, maatte baade Damer og Herrer a f Mangel paa Siddepladsler nyde det hele staaende, hvilket betydede saa meget mere, som Rungs Koncerter kun sjælden vare korte og ofte varede over to T im er. Værst var det for Tilhørerne, at de her saa temmelig maatte give A fkald paa Synets Glæde, som dog, selv paa Koncerter, ogsaa har noget at sige. I de gode, gam le Dage var de syngende Da­ mers Toilette heller ikke beregnet paa at udholde nogen K ritik ; de sang med Overtøj og Hat paa og skulde En synge Solo, gav hun Naboersken Hatten at holde saa-

*) C. Skou a St.