CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

170

R iises og Lou ise Holms B ry llu p (18. August 1865) og samm e A ar sang Foren ingen ved C. F ryden sbergs B ry llu p en a f S. Hagen komponeret Kantate. Man kappedes om at væ re den bedste til at løse de ofte van skelige O pgaver, der b lev endnu svæ rere, naar f. E x . et eller andet stort K irk eko r eller Madrigal skulde synges fra B ladet, h vilket ofte krævedes. E n h v e r følte det, som om Dirigentens særlige Interesse hvilede paa ham . »Og v a r et storslaaet eller gratiøst legende Numm er da indstuderet, saaledes at Koret havde forstaaet og nu beherskede alle Kraftens og Stemningens A fskygn inger, da kunde Rungs B lik under Udførelsen ligesom lyse a f en stille, bestandig tiltagende G lans og efter den sidste Tone kunde hans begejstrede Øjne i Tavshed fæste sig paa de enkelte A fdelinger a f Koret med en Betagethed, som sagde mere end alle Ord kunde have udtalt. T rod s hans italienske Udseende v a r han al­ drig larm ende eller voldsom som en Sydlænd ing, hvad heller ikke vilde have stemmet med hans b løde, i K langen lidt brudte Stemme, men der v a r snarere en vis Stilfæ rdighed over ham i A lvo r som i Spøg, saa at han ofte talte mere med sine Øjne og ved Bevægelser a f sit Hoved end med sine Ord. De mæ rkelige ud­ tryk sfu lde Øjne, der aldrig lynede a f italien sk L id en ­ skabelighed, kunde ellers gjennem løbe alle U d tryk lige fra en ejendomm elig, høj og stille Begejstring til det mest spøgefulde Lune. Han havde det stærkt med korte, kategoriske Domme og T ilta le r: »I Sopraner! Hvordan Fand en er det, I bærer Je r ad?« E lle r »Nej, det kan jeg s’gu ikke med«, men selv den ham ikk e sjældne Banden v a r altid i en blød, nærmest spøgende Tone