CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

11

nen an; de havde intet Theater, men de vilde have Operaens Glæder i Kirken til Erstatning. Under disse Forhold blev Musiken i det sixtinske Kapel dobbelt forunderlig og dobbelt skjøn. Den virkede som Æven- tyrets Trylleri. Her var Fred, her kjendtes ikke til Orkestrets »frygtelige Artilleri«, her føltes et Pust af den rene og ædle Fortidskunst, der saa ganske opfyldte sin Bestemmelse. Baini stod som Helligdommens værdige Vogter og for de granskende løste han Fortidskunstens Gaader. Aaret efter, at Bainis Værk viste sig, opførtes Sebastian Baclis Matthæuspassion i Sangakademiet i Berlin. Det var den unge Mendelssohn, som satte det igjennem og dirigerede; Akademiets Forstander, den gamle Zelter, turde ikke ret vove sig til det. Det blev en Begivenhed. Zelter overvældedes af Værkets Stor­ hed og omfavnede Mendelssohn efter Koncerten: Bacli- Renaissancen var indviet1). Dog vår den længe for­ beredt. Helt havde den Bachske Kunst aldrig været forsvunden fra Verden. Det første, Schulz forlangte al den unge Weyse ved dennes Ankomst til Ivjøbenhavn, var, at han skulde spille en Fuga af Bach. Weyse kunde den udenad og var fortrolig med flere af Bachs Kompositioner fra Altona og Hamborg. I Thomasskolen i Leipzig, hvor Bach var Kantor og hvor hans store Billede med Allongeparykken tindes, har man vel næppe nogensinde tabt ham af Sigte, især da »Tho- manerne« vedblev at dyrke ældre Musik; endnu synge de en Gang ugentlig Motetter for Publikum i Thomas-

1) E. N aum an n : N ach k lån ge. 18 72.