CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

173

hele T u re n « 1). Man v a r bleven saa vant til Udflugter og saa modig, at man i 1867 paatænkte intet mindre end en Rejse til Verdensudstillingen i Paris.

»Og nys vi alle paa Rejser gik — I Aviserne; F ra en Baron selv ved Brev vi fik Besked om Priserne. Ja, D irektøren h a r m an mig fortalt, Og sytten Damer var paa Vejen alt Til Pariserne.«

Det hedder rigtignok derpaa i Visen, at det var a f F ryg t for B ankerot, at de blev hjemme, men Grunden var, at her mente man at maatte sige stop. De unge Damer kunde vel, da det nu en Gang var blevet Skik, faa L o v at synge i Sorø, Rosk ilde, Frederiksborg og andre Steder. Men i P aris — aldrig! Med uendelig Møje og Opofrelse kæmpede Rung sig frem. Paask jønnelse vandt han og Bladene be­ nyttede som næsten tilbagevendende Refrain »Vi skylde Hr. Rung T ak«. Men a f Takken kunde Foreningen ikke leve. Sangerne havde man gratis og Orkestret indskrænkedes saa meget som muligt, og de kongelige Kapelmusici, der foruden flere Dilettanter spillede deri, vare meget moderate i deres Fordringer. Det kunde altsammen ikke hjælpe. I 1866 sank de kontribuerende Medlemmers Antal ned til 145. Saa blev der grebet til energiske Foranstaltn inger. Kancelliraad, Boghand­ ler Høst, valgtes ind i Bestyrelsen for at virke kraftigt og vinde nye Medlemmer. Indbydelsesskrivelser ud­

b R. Bay.