CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

175

Udvikling. F ra Arcadelts »Ave Maria« naaede han til at give Rossin is Messe som Nyhed. Ved Siden a f saa megen svær Musik hørtes ad­ skilligt, der v a r let og populært. Rung va r og blev Komponisten fra Fyrrern e, og den populære Melodi, den, der havde fundet vid Indgang, lagde han Vægt paa. Man trængte ogsaa til at udhvile sig efter de store Strab ad ser og hvad man vilde gjøre i en sluttet Fam iliek red s, passede ogsaa her. E t T ræ k a f hjemlig Hygge kom derved ind i Koncerterne. E leverne vare ligesom han s Rørn og deres Skole hos ham en Fo r­ skole til Cæciliaforeningen. F ra første Fæ rd blandede hans egen Produktion sig med Repertoiret og den pas­ sede godt dertil, dels fordi han efterlignede, hvad der ellers b lev givet eller kunde gives, dels fordi hans kirkelige Kompositioner, der særlig fremhævedes, ikke kunde væ re den hellige Cæcilia uvedkommende. Men ogsaa til de kjære Venner, dem, der paa en eller a n ­ den Maade, hvad enten de hørte til de levende eller døde, havde halt Retydning for ham og vundet ham, maatte der skaffes P lad s, stor eller lille, selv om de med de strængeste P rinciper for Øje nok havde kunnet undværes. A ld rig rustede hans Venskab og Taknem ­ lighed mod Meyerbeer og denne mest anfægtede og anfægtelige a f alle store Operakomponister nød i F o r­ eningen, i det Mindste fra Dirigentens S id e , stadig Hyldest som K irkekomponist. Heller ikke Donizetti burde helt glemmes, og et uskyldigt Ave Maria a f ham gled ind. R aj, hvis Miserere, skjønt kun en Efterklang, stod fast i det sixtin ske Kapel, maatte ogsaa være med. Og R a in i! Det v a r en Selvfølge. Der var meget Hjerterum