CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

31

Kammerherren, vilde slaa to Fluer med eet Smæk og intercederede i en og samme Skrivelse til Kapelchefen for en, som han anbefalede til at blive Slotsvægter, og for Gade og berørte, at dennes Ansøgning gik ud paa at entlediges. Kapelchefen skrev meget venligt til Gade, ytrede, at Kammermusieus kunde han som Elev i Violin­ skolen ikke blive og bad om en bestemt Udtalelse om, hvorvidt Meningen var, at han vilde forlade Violin­ skolen. Der kom intet Svar og hans Plads blev besat. Gade rejste til Sverig og Norge og kom hjem med bestemte min Fader, Instrumentmager S. N. Gade heri Kjøbenhavn, til at søge mig anbragt som Elev af den kgl. Violinskole. Saa kjært som det nu vilde være mig under andre Omstændigheder at fort­ sætte den begyndte Vej, tror jeg dog at maatte bøje af fra den, da der for Øjeblikket kun er Udsigt til et meget langsomt Avancement i det kgl. Kapel, saa at jeg først, naar mine bedste Aar vare hen- gaaede, vilde kunne haabe at naa et Maal, der kunde sikre mig et tarveligt Udkomme. — Hvor betænkeligt det er at forlade en Vej, der dog sikkert engang, om ogsaa sildig, fører til et bestemt Maal, indser jeg, og dette har ogsaa afholdt mig fra tidligere at udføre mit Forsæt; men jeg higer af Begjærlighed efter at se mig lidt om i Verden, og min Faders Tilbud at ville understøtte min Plan, har nu modnet min Beslutning. Jeg haaber, at jeg med beskedne For­ dringer ikke vil blive skuffet, naar jeg stoler paa, at den færdighed paa Violin, som jeg under Hr. Koncertmester Wexschalls Vejledning har erhvervet mig, vil kunne lette mig Vejen. Dersom jeg dertil turde vente, at Deres Højvelbaarenhed i den Grad vilde interessere Dem for mig, at jeg ved Deres Indflydelse forundtes Karakter af »kongelig dansk Kammermusieus«, da vilde et saadant Skridt vist bidrage særdeles meget til at vække en Tillid til mig, som jeg haaber, jeg ikke skal beskæmme. At jeg har søgt at gjøre mig en saadan Tillid værdig ved et utrætteligt Studium af min Kunst, ville medfølgende Attester udvise. Deres Højvelbaarenheds af alle anerkjendte Humanitet vækker en Fortrøstning hos mig om mit underdanige Andragendes heldige Ldfald«.