CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

40

I sit stille Sind havde Rung upaatvivlelig det prak­ tiske Sigte med Rejsen at kvalificere sig til at blive Sibonis Efterfølger som Syngelærer ved Theatret. Om Sangen drejede hans Interesse sig; den var for ham det væsentlige ved Musiken og han hyldede den italienske Sangkunst, som Siboni havde bragt op. Han sang til sin Guitar. Stemmen, en høj Eariton eller lav Tenor, var ikke stor, men blød og sympathetisk. Sin Plan havde han vistnok meddelt Rrødrene, for at de kunde holde ham å jour med Regivenhedernes Gang, ellers næppe til nogen. Det var jo meget tvivlsomt, naar Pladsen vilde blive ledig. Han tog det ogsaa i Re- gyndelsen læmpeligt med Sangstudierne og lod det bero ved at lægge sig efter Sproget. Det fremgaar a f Drevet til Hauch, at Studiet a f den gamle Kirkemusik strax var ham en Hovedsag. Ogsaa den havde ligget ham paa Smde før Rejsen. Allerede hans Studier hos Heger havde medført Reskæftigelse med den kontrapunktiske Stil, der saa meget lettere kunde faa overvejende Inter­ esse foi ham som han , der lige til sit tyvende Aar havde hørt saa lidt, kun havde ringe Modvægt i al anden Musik. Hans Debuter betegnes ogsaa a f lutter Fuge og Kontrapunkt. Hos Weyse kan hans Sans for Musikbibliotheker være bleven vakt og der kan han have lært gammel Kirkemusik at kjende, thi Weyse havde en betydelig Sam ling, hvori ogsaa Missa papæ Marcelli befandt sig og andet a f Palestrina og ældre italienske Komponister. At det var denne Art Musik, han allerede søgte i Wiens Ribliotheker, er rimeligt' Han kom saaledes til Rom med et bestemt Forsæt om at studere den ældre Musik. Men hvor store hans