CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

42

tioner rene.« Til Gjengjæld kunde han svælge i gammel Kirkemusik og han tog vistnok ogsaa et og andet med a f verdslig Art. I Utrættelighed i Afskrivning gav han ikke Santini selv noget efter. Begge distanceredes dog a f Cherubini, for hvem Afskrivning i sig selv var en Fornøjelse. I Tyverne afkopierede han paa det zir- ligste og smukkeste blandt meget andet fire tykke Bind a f Marcellos Salmer, som han selv havde besørget en Pragtudgave af. »Man lærer altid noget derved«, sagde han. Med et saadant Exempel for Øje var det intet Under, at alle skrev Noder af. Man havde Tid i gamle Dage og Musik var ikke altid saa lige at faa tilkjøbs. Rung skaffede sig ad den Vej flere gode Ting og ved­ blev ogsaa senere, naar der var Brug derfor, at dyrke den ved Tradition og de største Exempler helligede Afskrivning. Naar han talte om det gavnlige ved Opholdet i Italien for en Musiker, da nød denne Opfattelse offentlig Anerkjendelse i Frankrig, der tildelte sine mest lovende Musikere »le prix de Rome« med Forpligtelse til at bo paa det franske Akademi i Rom nogle Aar. Gounod, der kom 1839 , blev saa greben a f den gamle Musik, at han nær havde taget Kutten eller helliget sig til Præstestanden. Men Hector Berlioz, der var sendt til Rom først i Trediverne, følte sig som en fangen Fugl, der gjør alt for at bryde ud af Buret. Han rasede over at være hensat i dette »antiharmoniske« Land, hvor der efter hans Mening ikke var nogetsomhelst at lære for en Musiker. Kirkemusiken og Palestrina kunde han aldeles ikke afvinde nogen Interesse; han sammen­ lignede Palestrina med en Æolsharpefabrikant. Hvad