CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

53

schlæger og Weyse. Hans Raad , at Rung skulde til­ bringe de sidste Maaneder af Rejsetiden i Italien, faldt i en modtagelig Jordbund. Sangen studerede lian i Konservatoriet og lios en Syngelærer, der »af særdeles Godhed« tog 15 francs for Timen. Han anskaffede sig Konservatoriets Lære­ bøger og gjorde sig den store Ulejlighed at afskrive hele dets vidtløftige Reglement fra 1808 ; at sætte sig ind i Konservatoriers og Syngeskolers Indretning var noget, han aldrig forsømte. Han følte ingen synderlig Interesse hverken for Konservatoriet eller for Synge- læreren. Paris behagede ham ikke. Han savnede det herlige Kunstnerliv i Rom og tænkte sit, naar han mærkede, at Landsmænd, der kom derfra, vare glade ved Ryttet. Til Misstemningen bidrog de Pengefor- legenlieder, som de mange Udgifter paadrog ham. Men hvad der holdt ham skadesløs, var den italienske Opera. Paris var Operaens Centrum. De tre Hovedretninger, der gjorde sig gjældende, repræsenteredes a f de tre Musikscener, den store franske og den italienske Opera og Opéra comique. Alle tre Theatre støttede sig til en Tradition og hvert havde sin egen Stil. Saaledes viste Operaen sig i sine Hovedformer som fransk eller italiensk, og naar Heiberg et Par Aar senere sagde, at den tyske Opera var et ikke existerende Væsen og at man rolig kunde love en god Douceur til den, der bragte den død eller levende, saa har Richard Wagner senere sagt noget lignende, og naar man vilde spørge, hvor Mozart da blev af, kunde svares: »Don Juan« og »Figaros Bryllup« ere skrevne som italienske Operaer. Idet den italienske Opera i Paris annekterede disse Værker