CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

61

Det var begges Haab, at Stemmen vilde blive Tenor, hvortil den tegnede. Heldigvis føjede Stemmen sig ikke efter Ønsket, men gik nedad; med en Tenor vilde han ikke have været tjent, da det dramatiske Geni, der ul­ mede i ham, ikke gik i Retning af Elskerfaget. I Juni 1839 udtalte Liiders sig om forskjellige Elever og sagde, at af de yngre havde Frydelund — SchramsVen, der døde ikke længe efter — den bedste Basstemme og Schram en meget god Bariton. Som Baritonist mødte han hos Rung, der med al Energi tog sig af hans Ud­ dannelse, sørgede for, at han fritoges for Kortjeneste og skaffede ham et lille Tillæg til Gagen. Medens den ene Tlieaterelev meldte sig efter den anden, henvendte Theatrets yngre Sangere og Sanger­ inder sig ogsaa til ham. I. P. E. Hartmann kom ved denne T id til at udtale sig om, hvem der, som han sagde, »dannede Basis for Operaen« og han nævnede kun følgende: Md. Simonsen, Jfr. Lichtenstein, Md. Stage, Herrerne Sahlertz, Faaborg og Sahlgreen1). Det var en svag Basis, thi alle de tre Sangere vare Tenorister. Der fandtes altsaa ingen nævneværdige Bassister og i) Erklæring af Hartmann af 24 April 1841 om Musikkonserva­ toriet, hvori han indtrængende raadede til dets Nedlæggelse eller fuldstændige Omdannelse til et Institut for vordende Musikere i Almindelighed. Konservatoriet, grundet i 1825 af Sihoni, der fik Approbation af Kongen den 4 Juni s. A, var en Skole for Børn fra 13 Aars Alderen, der skulde uddannes til Sangere og Sangerinder ved Theatret. Hartmann anførte bl. a., at de 6 ovenanførte Kunst­ nere ikke vare udgaaede derfra. Ifølge kgl. Resolution ophævedes Konservatoriet fra 1 Aug. 1842 , navnlig paa Grund af »Institutets for Tiden ubetydelige Virksomhed og totale Mangel paa Ressourcer til dets Vedligeholdelse« (Rigsark.).