CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

63

Fremsigelse af en dansk Epilog, der bragte Jubelen paa det højeste, da hun var tysktalende og kun spillede i tyske Stykker. Efter Forestillingen bragtes der hende »en meget smuk Serenade« udenfor hendes Bopæl. Sygdom i den Beckerske Familie bragte hende til at bede Theatret om Udsættelse med Afrejsen og i For- aaret 1837 tog hun til Kjøbenhavn. Hun kom i Huset hos kgl. Skuespiller Hvid, i hvis Fam ilie hun befandt sig saa vel, at hun blev der til sin Bryllupsdag. Først og fremmest gjaldt det for hende om at lære fuldkom­ men dansk og vænne sig af med den tyske Accent, hvilket ogsaa ved udholdende Flid i alt væsentligt lykkedes hende. Men det tog Tid, inden hun kom ud af Tysken , og pudsige Misforstaaelser kunde forefalde. En Dag fortalte hun i Hjemmet, at hun skulde til Prøve i Slukefter. Gaaden løstes til stor Morskab: det var Efterslægten, hun mente. Hun debuterede under overordentligt Bifald den 25 . Maj 1838 som Bachel i »Jødinden«. Stemmen, der var af mørkere Farve og ligesom havde noget melankolsk i sit Grundvæsen, tog sig saare skjøn ud og hun viste sig som egentlig dra­ matisk Sangerinde, hvilket saa meget mere paaskjøn- nedes som Primadonnaerne Jfr. Zrza og Md. Simonsen ikke kunde eller vilde spille. Hun havde lært denne sin Debutrolle uden endnu at kjende Noder, saa Under­ visningen i Odense kan næppe have haft stort at sige. Hun var saaledes, hvad Italienerne kalde »orecchiante« eller en Sangerinde, der lærer Musiken efter Øret. Denne Mangel blev nu aflijulpen og hun gjorde alt tor at uddanne Stemmen, men var uheldigvis ene henvist til Luders, som overanstrængte den og torlangte, at