CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

64

hun skulde blive ved , naar hun klagede over, at hun var træt. En Dag kom hun hjem og sagde til Hvid: »Hvad kan det være? Det ligesom knækkede i min Hals, da jeg sang«. Hun havde paadraget sig en højst alvorlig Halslidelse, der fjærnede hende et Aar fra Scenen og krævede meget pinlige Kure. Tilsyneladende kom hun sig ganske og blandt de mange nye Roller udmærkede hun sig navnlig som Valentine i »Hugue- notterne«, der ligesom Rachel hører til de pathetiske, saakaldte Spilleroller i den store franske Opera. I Rol­ ler, der kræve Kvindelighed og Følelse, havde hun sin Styrke, hvorimod Rravur- og Koloratursang ikke var hendes Sag. Hun var den første Liden Kirsten og vandt tilligemed Chr. Hansen stort Rifald for Vexel- sangen. Det viste sig senere, at kun Ungdommen havde formaaet at skjule og tilbagetrænge Følgerne a f Hals­ sygdommen, og hendes Glansperiode blev saaledes for­ kortet. Paa enkelte udmærkede Præstationer nær laa Ope­ raen hen i en Døs. Det fortrinlige Kapel viste sig endog som en Hæmsko, da det blev benyttet saaledes, at det dominerede. Den samme Uafhængighedsfølelse, som besjælede Kapelchefen overfor Theaterbestyrelsen, vilde ogsaa Kapelmesteren tage sig til Indtægt overfor Scenen og Sangerne. Saa udmærket Schall ellers var som Mu- sikdirektøi, bukkede han under for denne Konflikt, som til syvende og sidst beroede paa, at han intet havde haft med Sangernes Indstudering a f Partierne at gjøre, saa at de medbragte deres Opfattelse og han sin og han mente ikke at burde give efter. Og det samme Spor fulgtes i Interregnet mellem Schall og Glæser.