CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

65

I. P. E. Hartmann, der gjorde ovenstaaende Opfattelse gjældende, sagde: »Det havde været at vente, at Siboni med sin Begejstring og Energi vilde have bragt vor Opera i en blomstrende Forfatning, men i Stedet derfor indskrænkede hans Virksomhed sig væsentlig til at skaffe os enkelte fortrinlige Koncertsangere«1). Der var en Kløft mellem Scene og Orkester og uagtet man dog skulde tro, at Siboni, hvordan Taktstokken svingedes i Orkestret, ikke var forhindret fra at uddanne diama- tiske Sangere, saa viser det sig, at det hele Forhold virkede uheldigt ind. Alt lader sig rigtignok ikke for­ klare deraf og det var hverken Schalls eller Sibonis Skyld, at enkelte Sangerinder i for høj en Grad svigtede det dramatiske. Galt var det fat og som første Tegn til, at Kapeltiden vilde blive afløst af Sangertiden, for­ enedes Kapel- og Theaterchefsposterne 1840 i een Person. Rung tilstræbte, ganske i Overensstemmelse med Siboni, at uddanne dramatiske Sangere gjennem ita­ liensk Operamusik som Skole. Han indstuderede sidste Akt a f Vaccajs »Romeo e Giulietta» med Jfr. Ju lie 1 H on- seca (Romeo) og Jfr. Lichtenstein (Giulietta) og en Duet a f »Puritanerne« med Ghr. Hansen og Schram. Begge Fragmenter kom frem i Januar 1841 og udførtes dra­ matisk, i Kostume og paa italiensk. De gjorde stor Lykke, gjentoges oftere og efterfulgtes af andre italienske Musiknumre, dog uden scenisk Apparat. Muligvis hid rørte Ideen fra Md. Bishop, som i 1840 udførte en i) Erklæ ring a f 19 Febr. 1842 om Besættelsen af Kapelmester­ pladsen ved Theatret fra Musikforeningens Adm inistration; den er aabenbart forfattet a f H artm ann, der var Formand (Musikforenin­ gens Protokol). 5