CæciliaforeningenOgDensStifter_1901

8 0

Melankoli? Jeg er s’gu ikke længer melankolsk, jeg har jo lovet Dig at være munter til jeg kommer hjem. Herovre har man Fanden ikke Tid til saadanne Lappe­ rier.« Det var der meget i. Han havde fundet en Morskab paa Landet, han ikke havde drømt 0111. Der var den gamle Provst, for hvem han spillede Violin, og som blev helt »tummelumsk« ved at høre ham synge Viser fra »syttenhundrede og nogen« fra Bladet, kaldte hele sin Husstand ind for at de skulde høre paa Sangen og til Tak fyldte hans Daase med Snus. Der var Natvægteren og den gamle Degn, der »drak til den store Guldmedaille«, troede han sang som en Engel og inviterede den unge Sanger i Kirke for at denne skulde høre ham synge. Prisen for dem alle vandt dog den 84 aarige Røgter, der »kom anstigende« med en a f Chr. Hansens gamle Frakker paa , Træsko og rød Hue. »Jeg elsker denne gamle Mand,« skrev Schrarn til sin Moder, »thi jeg har aldrig set en saa- dan Munterhed og stundom giver jeg ham en 8 Skil­ ling, saa danser han meget værre«. Men i Kjøbenhavn stak Schrams Morbroder, Koncertmester Wexscliall og 7 o Rung Hovederne sammen. De -tænkte paa alvorlige Ting og bleve enige om, at Schram maatte stramme sig op. Wexscliall synes at have skrevet meget ube­ hageligt til h am , lordi han forholdt sig rolig overfor Theatret. Rung skrev rigtignok med største Venlighed, men det gik ud paa, at Schram skulde sætte Direk­ tionen Stolen for Døren; han sendte endog Koncept til en Skrivelse, Schram skulde tilstille Theatret, og talte om alt det, han kunde gribe til, deriblandt at lade sig engagere a f Italienerne. Al Schrams landlige Glæde