DenDanskeSkueplads-II

9 7

Rolle helt med hende, om han end nu og da kunde give et Vink. Han havde fra først af været imod, at hun gik til Theatret, men senere blev det en af hans største Glæder at spille sammen med hende. Forsaavidt kunde Valget af Rosina til Debutrollen siges at være velberegnet, som den er den eneste kvindelige Rolle i Stykket og Fremstillerinden altsaa kun kan sammenlignes med sig selv i Forestillingens Løb. De, der mente, at Grunden til Jff. Rosings Succes var at søge i denne Omstændighed, maatte imidlertid indrømme, at hendes næste Debut som Hanne i Kotzebues „Sølvbrylluppet“ stillede hende i en saameget des vanskeligere Situation, thi hun spillede her sammen med Publikums erklærede Yndling Mad. Lange og skulde erstatte en anden Yndling, Eline Bech, i en Rolle, som denne havde skabt kort forinden sin af Alle beklagede Bortgang fra Theatret. Men ogsaa dette Vovestykke kom. Jfr. Rosing fra med Bravour, og hermed var et Hovedslag vundet og alle Jfr. Bechs Roller erobrede som Repertoire for Debutantinden. Den næste af dem, en af de største og vanskeligste: Ida i „Herman von Unna“, i hvilken Forgjængerinden var bleven hævet til Skyerne, over­ droges hende kun tre Maaneder efter hendes Debut, og det begeistrede Publikum fandt sig fuldt tilfredsstillet ved Erstatningen. Fra nu af begyndte den Emilie-Rosing-Forgudelse, som omgav det meste af hendes kunstneriske Løbebane: „Ynglingerne tilbad hende, og Damerne optog ei alene hendes Moder i Klædedragt, men efterlignede endog det Faste, Heroiske i hendes Gang, som udenfor Theatret var hende saa særegent.“ Som et Tiæk af Mandighed i Emilie Rosings Karakter tør det fremhæves, at den almindelige Beundring ikke anfægtede hende stort og aldrig fristede hende til at gaa udenfor Kunstens Grænsei for at komme den imøde. Blandt hendes bedste Ydelser nævnes Titelrollen i Méhuls Syngestykke „Helena“, en som Faarehyrde forklædt ulykkelig Fyrstinde; Betty i Duvals „Henrik den Femtes Ungdom , en nær Slægtning af den høiadelige Grev Rochestei, men ved Skjæbnens Omvexlinger havnet i et londonsk Værtshus, Alexis i d ’Alayracs Syngestykke af samme Navn, den i Barnealderen bortflygtede Søn, der som Yngling vender ukjendt^ tilbage til