DenDanskeSkueplads-II

199

HYRDEN AE TOLOSA.

TYCHO BRAHES SPAADOM.

Ingemanns tredie og sidste Theaterstykke var „Hy r d e n at To lo s a“, der blev opført mod Slutningen af Saisonen 1820—21, men kun gik eengang over Scenen. Dette Sørgespil, hvis Emne er Kampen mellem Kristne og Maurer i Spanien, er en theatralsk Umulighed, og det Mærkeligste er, at man ikke indsaa dette strax, før Antagelsen eller ialfald paa Prøverne. Digteren stiller Fordringer til Dekorationsforandringer, som ingen Scene kan efterkomme, han kvæler sine Hovedfigurer i de Masseoptrin, han forlanger, og lader Handlingens Voldsomhed rive dem saa hovedkulds afsted, at de i aandelig Forstand falde over deres egne Ben og trænges tilside af hverandre uden at faae Tid til at vise sig længe nok til, at Karakteren kan afsløre sig. Kr. Arentzen betegner Stykkets Ideindhold som Kulminationen af den „aandelige St. Veitsdans, Ingemanns sværmeriske Religieusitet og hyperidealistiske Sentimentalitet dengang kunde henhvirvle ham i“, og om Digterens dramatiske Ungdomspoesi overhovedet siger hans sidste Biograf (J. Nørregaard), at dens Skrøbelighed er „en sygelig Dvælen i navnlig de tragiske Stemninger, ja en Lyst til at skabe saadanne Sammenstød, at hine Stemninger ret kan faae Plads til at brede sig, og medens Digteren svælger i Skildringen, pines Læserens eller Tilskuerens Følelse. Men netop denne Pinsel havde Samtiden en egen Smag for, og Ingemanns sygelige Sindsstemning fra de foregaaende Aar var ikke endnu mere helbredet, end at han godt kunde komme denne’ Tidens Smag imøde og tilfredstille den.“ Med „Tycho Br ah e s Sp a a d om“, Skuespil i tre Akter, betraadte J o h a n L u d v i g He i b e r g paa Festaftenen den 29. Januar 1819 den Scene, paa hvilken han nogle Aar senere skulde gjenføde den danske Komedie omtrent et Aarhundrede eftei dens Indtrædelse i Livet. Som Titlen antyder, samles Handlingen om en astronomisk Forudsigelse af Tycho Brahe, allerede den­ gang Heibergs historiske Yndlingsskikkelse, med hvem han havde Fødselsdag tilfælles, og hvorvel den navnkundigeVidenskabs- mand ikke optræder personligt i Stykket hans Død fjernt fia Fædrelandet meldes tvertimod i de sidste Replikel af anden Akt — saa er det dog fra først til sidst en ligesaa vaim som af Handlingen velmotiveret ^Fremhævelse af hans Storhed, ikke