DenDanskeSkueplads-II

SHAKSPEAEE.

2 1 9

Handling. Om Foersoms Udførelse af Hovedrollen er ta lt S. 65. Med Undtagelse af Heger som Horatio og Haack som Aanden naaede Ingen op i Høide med ham; for L indgreens jevne Natur var det umuligt at iføre sig Polonius’ Hofmandsvæsen, Jfr. Olsen (Mad. Andersen) som Ophelia erstattede Manglen paa Følelse med sentimental Maneer, og Kongeparret var under al K ritik. Im idlertid , Isen var nu brudt, og i Mellemrummet mellem „Ham iets“ Indstudering og dets første Opførelse havde der fundet en B e­ givenhed S ted , der uventet bebudede den tragiske Muse en berømmelig F rem tid : Ryges Debut. Det var d o g e tF e ilsy n paa hans Evner, der førte til Valget af „ K o n g L e a r “ til anden Shakspeare-Forestilling med ham i Titelrollen, th i fremstormende K ra ft mere end grublende Kugen var hans Hovedegenskab, psykologisk Detailmaleri var sædvanligvis ikke hans Sag, og kun i Kollens lidenskabelige Partier viste han en Kunst, hvis Vælde m aatte henrive, om man end maatte indrømme, at dens Patho s var stærkere, end den gamle Konges Svaghed berettigede til. T ragedien frastødte forøvrigt Publikum ved sin mørke Gru og gik kun tre Gange, tilsidst for næsten tom t Hus. En med sine Anlæg og sin Personlighed bedre stemmende Opgave fik Kyge som „ M a c b e t h “ ; lykkedes det ham ikke ganske at gjengive den ærgjerrige Helts Sjæleliv i Rollens første Del, de for­ bryderske Tankers Undfangelse og deres gradvise Frem skriden til P lan og Beslutning gjennem Grublen og Overveielse, saa slog han des fuldere til i Skildringen af den Fortvivlelsens Trods, de Samvittighedsnag og den Vildskab, der betager Macbeth efter Banquos Aabenbarelse, som hans Skikkelse og Stemme over­ hovedet vare som skaarne efter den skotske Høvdings Kjæmpe- dimensioner. Jfr. Astrup gjorde en uventet stor Virkning som Lady M acbeth (S. 78), Haack var en udmærket Macduff (S. 101) og K ruse en imponerende Banquo. Men alt det Andet aaben- barede kun, hvor høit over Theatrets daværende K ræfter den shakspeareske D igtning laa. Ligesaa fjernt laa den endnu fra Publikum s Begreb om en Tragedie, og naar „Macbeth“ dog gjorde forholdsvis god Lykke - fem Opførelser i Saisonen 1817—18 — var Grunden den, at Tragedien var kommen til os i en u d tynd e t Skikkelse, nemlig oversat efter Schillers Bearbeidelse og u d sty re t med Musik af Weyse, en i og for sig overordent lg