DenDanskeSkueplads-II

237

PAÉE. ROSSINI.

maa da skjule sig i et hult Træ, og det aftales, at han ikke skal vove sig frem , med mindre Grevinden klapper tre Gange i Hænderne. Imidlertid kommer Antonios Kjæreste tilbage og fører sin foregivne Svigerinde ind i Huset. Under Træet lægge et Par Soldater Raad op om, hvorledes de bedst skulle fange Plygtningerne, og da Grevinden træder ud for at bringe sin Mand nogen Vederkvægelse, skjule de sig for at overrumple den unge Savoyardinde og drive Fjas med hende. Hun giver det aftalte Signal, men Armand, som kjender Faren, svarer ikke; ængstelig nærmer hun sig Træet og kalder paa sin Ven; Soldaterne mærke Uraad, de styrte frem og gribe hende, men nu glemmer Greven sig selv, er i en Hast ude af Træet og kaster Soldaterne til Side. Ved Larmen stimle Bønderfolk og flere Soldater til, og da Grevinden er kommen tillive efter sin Afmagt og i sin Glæde over at se sin Mand udraaber hans Havn, er han røbet, Soldaterne rive ham fra hende og staa i Begreb med at føre ham bort, da Michelli kommer med en Officer, som bringer den ved en Appel til Dronningen udvirkede Benaadning. 1813 opførtes Cherubinis geniale Musik til L o r a u x ’ slette Text „ L o d o i s k a “, og da Udførelsen var ligesaa utilfredsstillende som Handlingen og især dens aldeles umotiverede Overhugning af Knuden var interesseløs, drog dette polske Høver- og Ridderskuespil den hen­ rivende Komposition med sig i sit Fald. M o n v e l s S yn g esp iltex t „ S a r g i n o eller K j æ r l i g l i e d s L æ r l i n g “ er en temmelig s v a g B ehand ling a f en k jøn Fortæ lling a f A rnaud , men gjo rd e med Musik a f d’A la y ra c megen L y k k e i F ra n k rig og T yd sk land , hvo r det gaves under T itlen „Otto von W a lb u rg “ . E n italien sk L ib rettist fordærvede S ty k k e t totalt ved at om arbeide det til B ru g fo r Ferdinando P a é r ( 17 7 1— 1839), med h vis M usik det b le v opført hos os 1820 og ved en ud­ mæ rket Ud førelse, især a f J f r . L ø ffle r og F ryd end ah l, i F o r ­ b indelse med Kompositionens Skjønhed og F y ld e gjorde en saadan L y k k e , at det naaede treog ty v e F o restillin ger i ti A ar. Derimod fa ld t P a é rs „ A g n e s e “ og hans „ S k o v e n s S ø n n e r “ hvis T ext O ehlenschlager havde bearbeidet, helt til Jo rd e n faa A a r efter. N avn et G ioachino R o s s i n i (179 2— 1868) v a r i sig selv et K am p sign a l og b le v det end mere under de Omstændigheder, der led saged e hans Indtrædelse paa vo r Scene. I Theatrets m u sikalske L e d e lse v a r der ind traad t den F o iand ring, a tK u n z en (I. S. 568—69) v a r død den 28. Ja n u a r 18 17 , kun sexoghalv- uredsindstyve A a r gammel, men efter i lang T id at have lidt store Sm erter, som havde h av t baade legem lig Svækkelse o^ a and elig P irre ligh e d til F ø lg e . Hans Embedsom raade b le v delt