DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.

292

Smagsdommer fra R yg e s Glanstid, P . L . Møller, sammenligner ham med de Største og finder ham endda mere sublim. „Hverken Oehlenschlager eller Thorvaldsen, skriver han, have i deres Retn ing bragt det til den Høide a f Pathos og K ra ft — det, som betinger det Store og Ophøiede i Kunst — som R yg e. De besad begge deres S ty rke i andre Egen skab e r: en uudtømmelig R igdom i Fan tasi, en mild og varm, men ikke dyb og energisk Følelse, en vidunderlig E vn e til at fremstille ethvert Ind tryk i gratieuse og levende B illeder. Men man vil ikke sammenligne den Ene med Æ schylos, den anden med Fid ias. Man kan sige, at B e gg e ved deres rige, med saa vidunderlig Lethed skabende Natur forholdt sig til R y g e som R a fae l til Michel Angelo. Enhver veed, at R afael er den a f alle Kunstnere, som har vundet den mest udelte Beundring, mest udbredte Sympathi og Popularitet i Verden ; men enhver alvorlig K jende r v il dog foretrække Michel Angelo paa Grund a f det gigantisk Opløftende, det Uendelige eller med det Uendelige Sammensmeltende i hans Kunst. Det samme Indtryk, troer jeg , vil den, som i sin Tid har havt Led ighed til at se og beundre R y g e , have bevaret a f ham i Forhold til de andre store Naturer, Danmark i andre Retninger har frembragt. Sammen med en stærk subjektiv Aand, hvad der synes nødvendigt til at frembringe den høieste ideale Pathos, besad han en mærkværdig Objektivitet, hvad der er nødvendigt for ikke blot at være ensidig stor Skuespiller, men at være det i en Mangfoldighed a f Roller. Og baade i det A lvorlige og det Kom iske havde han, hvad der manglede Oehlen­ schlager: en Dristighed og Sikkerhed i Bevidsthed om aldrig svigtende K raft, som udmærker Shakspeare. Han forstod at føie til Oehlenschlager, hvad der manglede denne i at være Shakspeare, og naar h a n spillede Oehlenschlager, troede man at se Shak speare.“ Medens R yg e s ypperste Roller vedvarende holdtes paa R eperto iret, saa at man jevn lig havde Led ighed til at se hans Hakon og hans Palnatoke, hans S a ft og P ee r Degn, skabte han nye Storværker baade i tragisk og i komisk Kunst. I „Væ ­ ringerne“ var han imponerende væ rd ig og luende begeistret som den gamle Erem it, væ ldig i sin Patlios, da han bryder Puppen og aabenbarer sig som Olaf T rygva son ; han spillede S liylo ck i