DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEE, 1801 —25.

2 6

tret gjorde det vanskeligt at konstatere Overgrebet; indtil ind i Saisonen 1818—19 brugtes der kun Tællelys baade paa Seenen og Tilskuerpladsen, og først fra dette Tidspunkt af indførtes argantiske Lamper. Til dagligdags havde Publikums Holdning dog en jevn gemytlig Karakter, hvor forskjellig den end var fra de nuværende Tiders Dekorum. Men paa enkelte store Aftener vare alle Tumultens Aander slupne løs og hele Huset i Oprør. Saaledes Lørdagen den 4. Februar 1809, da Sanders utrolig slette Sørge­ spil „Knud, Danmarks Hertug“ , blev opført for tredie Gang under livlig Samvirken med Tilskuerpladsen, der gladelig talte med og kommenterede de ferske Repliker med vittige Svar, indtil efter Dronning Metas Død Lystigheden kulminerede ved at Parterret satte Wessels Text til Nonnernes Kor og gav sig til at synge: „Hvi skulde Mette dø!“ — En kortere, men ved sin summariske Afgjørelse endnu kraftigere Demonstration fandt Sted Lørdagen den 8. April 1815 ved den anden og sidste Op­ førelse af N. T. Bruuns Femaktskomedie „Betlerpigen“ . Niels Thoroup Bruun (1778—1823), Søn af Thomas Christopher Bruun, havde som saa at sige privilegeret Eneleverandeur af Oversættelser — han har ialt præsteret over tohundrede — et stort Ord at sige ved Tlieatret og fik især under Hauclis Direktorat rigelig Ledighed til at misbruge denne sin Indflydelse til Fordel for det lille Koteri af Skuespillere, han holdt sammen med, idet han omtrent var eneråadig over Repertoirets For­ øgelse med udenlandske Arbeider og havde det i sin Magt at besætte deres taknemligste Roller med sine Protegeer. Hos de Tilsidesatte vakte dette en stedse kogende Forbittrelse imod ham, og denne Stemning støttedes af de litterairt Kyndiges og en stor Del af Publikums Foragt for „Niels Thevands“ ferske eller platte Smag, som altid foretrak et Makværk for et Kunst­ værk og, hvor den en enkelt Gang bekvemmede sig til at frem­ drage et saadant, trak det ned i Middelmaadighedens Sfære ved „Forbedringer“ af egen Opfindelse. Hvor han, i sine originale Arbeider, kun havde sin egen Inspiration at holde sig til, kul­ minerede hans æsthetiske Raahed, om den end til en Tid og 7 O for mindre skarptseende Øine kunde formumme sig bag den praktiske Snildhed, hvormed Handling og Roller vare lagte tilrette