DenDanskeSkueplads-II

BIO

DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.

g jennem trængte Frem stillingen som en latent Understrøm, men forsmaaede at bryde løs paa egen Haand, ud over den fore­ stillede Personligheds Grænser; at gaa over Stregen var over­ hovedet Noget, W insløws aarvaagent beherskede Kunst ikke kjendte til. Det Vimse og V igtige, det Pertentlige og P ilne hos en Sk ikke lse som Z ierlich i „Ap rilsnarrene“ var beslægtet med Elementer i W insløws egen Personlighed, og paa denne havde Forfatteren da ogsaa beregnet Po llen med sikkert B lik for den V irkn ing, der vilde naaes; Skuespilleren ramte lige i Centrum og skabte en komisk Individualitet, der var som greben ud a f L ivet. Endnu høiere naaede han som K lister i „De U ad sk illelige“ ; den gnavne Forlovelsestræthed, den banale Skinsyges og den ligesaa banale Forsonings idelige A fvex ling i slet Uendelighed samt den snerrende Sliden i de økonomiske Vanskeligheder gjorde Volontairen til et kosteligt Udtryk for kondenseret Fam ilievrøvl, iført en uimodstaaelig komisk Habitus a f Paa- klædning, Ansigtsudtryk og Lader, kort sagt en Totalitet a f diskret og d.og k ra ftig Kom ik, der ikke senere er overgaaet, end ikke a f en E fterfø lger som Phister, hvad han selv uopfordret indrømmer. Som Naal i „Den dramatiske Skræder“ stod W insløw høit over alle sine Medspillende og gjorde et Mesterværk a f sammenhængende Menneskeskildring ud a f Forfatterens noget diffuse Tegning, samtidigt med at han kastede det fyldigste komiske L y s over den. E n meget snurrig Fæ tter blev i hans Hænder den diplomatgale Arthur i „K jø g e Huuskors“ , men fremfor A lt var det Jo seph Golz i „Østergade og V este rgad e“ , der grundfæstede hans P y som komisk Skuespiller, en Figu r, der fra Top til Taa hørte hjemme i Datidens L iv , hvor de groteske Former vare mere fremtrædende end nutildags, og som bar Naturens og Naturlighedens P ræg selv i sine Overdrivelser. F r a Pegioner a f Digtningen, som vare omtrent Antipoder til den danske Mellemstands Hverdagsliv, tilflød der W insløw Op­ gaver, der satte en mere frit skabende Fan tasi i Bevægelse; en a f disse høist originale Frem stillinger var den koleriske franske Læ ge i Shakspeares „Muntre K on e r“ , en anden den aandfuldt gjengivne Gratiano i „Pomeo og Ju lie “ , en tredie den lette og livlige Ska lk Perin i Moretos „Donna D iana“ . Den fineste Kunst i komisk Nuancering ydede W insløw dog maaske som