DenDanskeSkueplads-II

CARL WINSLØW.

311

R obert i „Amors Genistreger“ , byis lette Ironi bavde den intelligenteste Fortolker i liam og, Haand i Haand med en tør og lnn Humor, gjorde den kløgtige Huslærer til en sjelden sand og skær Personligbed. I mærkelig Modsætning til denne Figurs aandfuldt reserverede Yæsen gav Winsløw ikke længe efter et varmt og fyld igt B illede med en helt anden Grundfarve, da han spillede Tordenskjolds djerve og jevne Kammertjener i Oehlen- schlågers Tragedie. J o mere en Rolle stillede ham et indgaaende K arak ter­ studium til Opgave, des kjærere var den ham, des kraftigere satte han alle sine Evner ind paa den. Georgios Maniakes i „Væringerne“ var en saadan Sk ikkelse; den fængslede hans Interesse og den formede sig under hans Behandling til en levende Individualitet med skarpt og eiendommeligt Særpræg. Det var ham ligeledes en stor Tilfredsstillelse, at han i Marts 1829, efter flere Aars frugtesløse Anmodninger, opnaaede at komme til at spille Schewa i „Jød en “ (I. S. 528), og en endnu større, at Publikum lønnede hans indtrængende psykologiske Fortolkn ing a f Karakteren med forstaaende Bifald, ja utvetydigt ga v W insløws Udførelse Forrangen fremfor Ryges, da denne i K ra ft a f sin Magt og Myndighed havde faaet sin Optræden i denne Rolle tvungen igjennem forat vise en anden og efter hans Mening rigtigere Opfattelse a f den. En historisk Skikkelse, som W insløw senere higede efter at komme til at fremstille, var Lud v ig den E llevte i Casimir Delavignes Tragedie a f dette Havn; den listige, troløse og grusomme Konge, der endnu i sin yderligste Affældighed, Døden nær, formaaer ved sin faste Villie at øve sin Magt og holde sine Fjender i Ave, saa hans blotte Navn vækker Rædsel, syntes ham at indeholde en Forening af hver for sig interessante Karakteregenskaber, som det maatte være Kunstens Triumf at samle til en enkelt sammenhængende psykologisk Skildring, ja selv hans eget svagelige Helbred inde­ holdt for ham ligesom et V ink om, at denne Rolle meie end nogen anden laa for ham. Stor var derfor hans Glæde, da der i 1834 gjordes Forberedelser til at bringe Tragedien paa Scenen. Forlængst havde han gjennemtrængt Kongens Rolle til dens inderste Dybder og tilegnet sig den i de mindste Enkeltheder; paa Prøverne, hvor han saae den i Samvirken med Stykkets