DenDanskeSkueplads-II

ANNA NIELSEN.

319

V iv a i „Recensenten og Dyret“ , Henriette i „De Uadskillelige“ og Charlotte i „E t E ven ty r i Rosenborg H ave“ . Som Ernestine i det fra F ran sk oversatte „K jærligheds Drømme“ gav hun et overordenligt interessant B illede a f den unge Søvngjængerske, hvis Sjælstilstands sarte Traade hun udredede med klar psykologisk Indsigt, medens den reneste Ynde gød sit Skjæ r over Skikkelsen. I det alvorligere som i det lettere Skuespil, det nationale og det fremmede, var der vidt Raaderum for Anna Nielsens Kunst. Naturtroskab, Følelse og Renhed, de tre Egenskaber, man iremfor andre har fremhævet som Særkjende for den, kunde her lægge sig for Dagen i hele deres Lødighed og hævede ofte det Lidet- sigende eller det Ufuldbaarne op i det Betydeliges Sfære, medens de altid ga v det Vægtfulde forøget Vægt og bredte deres Skjøn- hed og L iv ud over Digterværket. Hun spillede, for at nævne nogle a f disse Roller, med æggende K jækhed Elisabeth Munk i „E lv e rh ø i“ , med kvindelig Adel og Inderlighed Marie i Scribes „Fornu ftgifterm aalet“ , med Hjertets fineste Dannelse og et let Anstrøg a f Vemod eller Sværmeri Henriette i „Amors Geni­ streger“ , med Damens Beherskelse a f de lidenskabelige Sinds­ bevægelser Hortensia i „Fam ilien R iquebourg“ ; hun var en varmhjertet og høisindet Miss Harriet i „Tordenskjold“ , gav den forsmaaede E lskov , den krænkede Værdighed et kraftigt Udtryk som Grevinde Orsina i „Em ilie Galotti“ og havde som F ru H elvig i „Svend Dyrings Huus“ de mest gribende Accenter for Moderkjærlighedens, Hjemlængslens og den manende Strafie- ta le s•F rem b rud ; hun spillede den ædle Dronning i „Farinelli“ , de fint nuancerede Karak terer L ad y Marlborough i „E t Glas Vand“ og Cesarine i „Kammeraterne“ , den med sin frembrydende L iden ­ skab forgjæves kjæmpende Kreolerinde Eleonore i „Mulatten“ , den majestætisk imponerende, til Ydmygelsens Tryglen ned- tvungne Dronning Elisabeth i „Edvards Sønner“ , Kongedatteren Eleonore Christine i „D ina“ . Adskillige a f disse Navne betegne det A llerypperste a f Anna Nielsens Kunst og noget a f det Største, vor Scene har baaret frem i sin Glanstid. Men der staaer endda tilbage, fra det Tidsrum i hendes L iv , da Aarene saa lempeligt skød hende ud forbi Elskerindefagets og de endnu ungdommelige Karakterbilleders Mærkepæle, en Række beundrings­ værdige Ydelser, som fordrede den ældre Kunstnerindes Person