DenDanskeSkueplads-II

MAD. HOLST.

3 6 7

hedde) som denne nordiske Elskerinde og stiller det frem som en Illustration til sin Tanke: „Da hun stod der i første Scene, hvor Signe mødes med Hagbarth, stod der med de lange gule Lokker, iført den simple Kjæmpevise-Dragt, stod der med de nedslagne Øine i ubevægelig Ro, som en levende Marmorstøtte, bag hvilken man dog fornemmer Pigehjertets Banken, stod der med de rolige, ubevægelige Kinder og den tætsluttende Mund, med de symmetrisk hængende Arme, det lidt foroverbøiede Hoved, da forstod man, at Sproget har Udtrykket: o ph ø i e t Ro; men

at dette Udtryk „ophøiet“ ikke lader sig overføre paa Uro. Ifald Elise Holst ikke havde været i Besiddelse af dette stille, regelmæssige, skulptur- agtige Ydre, vilde hendes Signe aldrig have for- maaet .at gjøre den Virk­ ning paa Tilskuerne, som den gjorde.“ I April 1834 blev den toogtyveaarige Jfr. Heger gift med den unge Skue­ spiller Vilhelm Holst, og for Elsker- og Elskerinde- faget blev dette Kunst- o nerpar i en Række Aar,

M a d . H o l s t , f. H e g e r .

trods betydelig Forskjel i Naturel og kunstnerisk Udtryksmaade, af lige fremragende Værd og nød den samme stærke Paaskjøn- nelse fra Publikums Side. I det oehlenschlagerske Repertoire blev Mad. Holst den skjønne Legemliggjørelse af Digterens blide, blonde nordiske Kvinde som Ingeborg i „Dronning Mai- gareta“ og Thuride i „Landet fundet og forsvundet , men hun spillede desuden den græske Daphne i „Sokrates“ og den østerland­ ske Gulnare i „Aladdin“ , begge med en Betoning af den kydske Jomfruelighed, som saae bort fra Lokalfarven, men henrev ved sin sublime Skjønhed. I „Alferne“ var hun en imponerende Coronata, den'milde Fedronning med Dianas antike Høihed i