DenDanskeSkueplads-II

84

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

hvis Haardnakkethed tiltog, efterat han den følgende Sommer var kæntret paa Esrom Sø og havde maattet svømme iland for derpaa gjennemvaad at gaa til sit Hjem i Fredensborg. Ondet satte sig fastere og fastere i hans Ledemod, voldte ham de ulideligste Smerter og holdt ham for lange Tider fængslet til Hjemmet. Han kunde endnu kun enkelte Gange paatage sig Udførelsen af nye Roller — saaledes i Begyndelsen af 1806 den mandige Fremstilling af WoLff i Kotzebues sentimentale Taare- drama „Husitterne eller Naumburgs Beleiring“ — og sit gamle Repertoire maatte han lidt efter lidt slippe afhænde, fordi det blev den værkbrudne Kunstner mere og mere umuligt at ud­ føre Theatertjenesten regelmæssigt. I Vinteren 1805—6 sendte den sexogtyveaarige Oehlen- schlåger Manuskriptet til „Hakon Jarl“ fraUdlandet tilljjøbenhavn, til sin Forlovede Christiane Heger. Der blev stor Glæde i den lille Kreds, hvis bedste Forventninger vare samlede om den unge Digter. Først blev hans Søster, Sophie Ørsted, delagtig­ gjort i den, og det blev besluttet, at Værket strax næste Søndag skulde læses op i hendes Hjem. Men til hvem skulde Fore­ draget betroes? Rahbek undskyldte sig med Mangel paa Tid og havde vel heller ikke nogen sær brændende Interesse for dette Nye. Christianes Brod er Carl Heger begyndte at forberede sig til Oplæsningen, men tabte Modet underveis. Det var ham klart, at ingen Anden end Rosing kunde anslaa den rette Tone og frem­ mane den rette Aand, og skjøndt der i flere Aar havde bestaaet et Brud imellem dem, ilede han dog op til Skuespilleren, bad ham gjenoptage deres gamle Venskabsforhold, hvad Rosing med Glæde gik ind paa, og forelagde ham Manuskriptet med Anmod­ ning om, at han vilde gjøre sig bekjendt med det. De satte sig strax til at læse det sammen, og Mad. Rosing var Tilhører. Rosing blev greben af den høie Stil, den malmfulde Tale og Handlingens Fynd. „Det er et guddommeligt Stykke!“ udbrød han og følte især Lyst til at spille Olaf. Ved Gribs Ord: „Han seiler ned ad Elivagas Bølger til Niflheim“ afbrød han Læsningen for at give sin Begeistring Luft: „Gud, hvilke Linier, aa nej, de er altfor deilige! Jeg seer ham s’gu seile.“ Om Hakon sagde Carl Heger til ham: „De t er en nordisk Helt, Rosing!“ — „Ja , en skrækkelig, forfærdelig Afgudsdyrker!“