DenDanskeSkueplads-II

40

DET KONGELIGE THEATER 1801— 25.

Som Tragediens og Sørgespillets værdige Moder maatte Mad. Rosing blive vanskelig at erstatte, selv om man vilde se bort fra det særegne inderlige, blide Væsen, der fra hendes første Optræden havde kjendemærket hende. Rahbek omtaler hendes „huslige Sandhed, hjertelige Simpelhed og stille Kraft“ i dette Rollefag, og han tilføier, „at man maa se hende for at lære, at Følelsens Fremstilling og Foredrag er noget Andet end Kome­ dianten og Deklamation . . . Hendes Spil var den fuldkomneste Kommentar til de Ord: Hjertet er Hovedsagen hos en Kone“ . Hendes Evner gjorde sig rigest gjældende paa dette Omraade, men udelukkede hende dog ikke fra andre, mere eller mindre afvigende, thi hendes Kunst var af bøieligere Art, end man sæd­ vanlig tænker ved Beskuelsen af hendes tilsyneladende saa klart begrænsede Personlighed. Udtrykket for det Muntre var hende vel negtet, men derfor ikke Udtrykket for det livfuldt Sammensatte, og hendes Spil i konverserende Komedier roses for „Liv og Afvexling samt Rigdom af fine Accenter og Tone- bøininger.“ Efter sin Bortgang fra Theatret levede Mad. Rosing Resten af sit lange Liv i Fredensborg, hvor Frederik den Sjette havde givet hende Bolig paa Slottet. Da hun var sexogfirsinds- tyve Aar gammel, sammenlignede Oehlenschlåger hende, idet han hentydede til hendes Optræden i „Balders Død“ som to- ogtyveaarig ung Kone, med en gammel Eg, der er omgiven af sit Afkoms friske Vaar:

I clenne friske Vaar dit friske H jerte slaaer, som da i Ungdom s Alder

Du Nanna var for Balder, som da i Ungdom s Alder Du gik med blonde Haar.

Fire Aar efter, da Mad. Rosing fyldte de Halvfems, hilste Dig­ teren hende som

Moder-Eg a f sjeldne Kræ fter! E i Du agter Krdd og Vind,

i giver ei for Stormen efter, I seer i næ ste Sekel ind.

'

Atter gik der fire Aar. Da var den mere end tyve Aar yngre Digterkonge lagt i Graven, men Mad. Rosing vandrede endnu under Slotshavens skyggefulde Træer. I sit „næste Sekel“