DenDanskeSkueplads-II

46

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

gaven ligge hen til en nvis Fremtid, og saaledes maatte Schwarz meget imod sit Ønske 1809 overtage Titelrollen i „Palnatoke“. Hverken af Ydre eller af Indre passede han til den stærke Jomsviking, han savnede Udtrykket for den tragiske Pathos og havde altid havt Vanskelighed ved at gj éngive versifice­ rede Repliker. Paa disse Mangler bødede hans Intelligens og Routine saavidt muligt, og fik man end ikke en Legemliggjørelse af Digterens Tanke at se i Tragediens Hovedperson, men mere en „lavstammet Hædersmand“ end en hedensk Helt, saa mulig­ gjorde Schwarz’s Opoffrelse dog en Forestilling, som i andre Henseender bød noget Fortrinligt, om den end som Helhed kun bekræftede, at den nye Stil endnu ikke var funden. Efter Palnatoke overtog Schwarz ikke mere nogen ny Rolle. Tidligere end Alderen sædvanligt plejer at medføre det, havde han begyndt at mærke nogen Svækkelse af Hukommelsen, den ængsteligste Iagttagelse, en Skuespiller kan gjøre. Denne Følelse af Utiyghed gjorde ham snart ogsaa Udførelsen af hans ældre Repertoire pinlig, og da han tilmed, ærgjerrig som han altid havde været og fordringsfuld som han med Tiden var bleven, fandt sig for lidet paaskjønnet af Theatret i Forhold til den Glans, han kastede over det, forlangte han, endnu ikke syvoghalvtredsindstyve Aar gammel, sin Afsked og optraadte foreløbigt sidste Gang den 21. Marts 1810 i sin Yndlingsrolle, Sir Peter i „Bagtalelsens Skole“, hvorefter han fra Scenen sagde „det ophøiede, hæderværdige og ædle“ Publikum Farvel i en lille Oration, i hvilken han henpegede paa de to Minder, han efterlod: „en Astrup og en Lindgreen, som have modtaget min Veiledning til den Hæder, der allerede længe har været deres fortjente Lod“, samt bad om, at „Borgeragtelse maatte omgjærde hans Minde.“ Dette Farvel var dog ikke nogen uigjenkaldelig sidste Optræden, thi ligesom Schwarz vedblev at røgte sit Instrukt.eurembede endnu i sex Aar, saaledes optraadte han og­ saa efter Løfte en og anden Gang i sine kjæreste Roller, indtil den fremskridende Svagelighed tvang ham til 1816 at sige Publi­ kum et sidste Farvel ved sin Benefice anden Juledag; han ud­ førte ved denne Ledighed Præsidenten i Stephanies „Hververne“. Som Privatmand levede Schwarz endnu godt og vel en Snes Aar, en stor Del af Tiden paa Landet. I hans Sommerbolig i