DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER. 1801—25.

5 0

i Dialekt og Bondeholdning, som vistnok har overgaaet For- gjængerens, hvor skarp en Iagttager denne end var; thi Lind­ green var fra Barnsben fortrolig med Boskildeegnens sjællandske Idiom og dens landlige Beboeres Type. Dertil kom, at en af Charmerne ved Lindgreens Komik var en vis storslaaet Troskyldig­ hed, en tommetyk Naivetet, som øieblikkelig tog Tilskuerne ved sine tilsyneladende uberegnede, ja ubevidste Yttringer, og som paa det Nøieste stemte med disse Sider i Jeppes Karakter, medens Kunstneren besad rigelige Udtryksmidler for det Skjelm- ske, det Forslagne og Bondefiffige, til at kunne tegne ogsaa de andre Sider af hans Personlighed med fornøden Klarhed. Lind­ greens Jeppe beundredes af hans Samtid som hans komiske Kunsts Mesterstykke og beundres saaledes endnu af hans geniale Elev Phister, der tog Arven op efter ham som den Sidste, der paa det kgl. Theater har ført denne fint udmeislede og dog saa drastisk virkende Menneskefremstilling videre i den tidligt indslagne Traditions Spor og beriget den af sin egen opfind­ somme Aands anskueliggjørende Evne. Rahbek har i de ovenfor nævnte Skrifter saa temmelig Scene for Scene gjort Rede for Gjelstrups Udførelse af Jeppe, men indskrænker sig for hans Eftermands Yedkommende til den Bemærkning, at det vilde være „eil overordentlig Vinding fol­ den dramatiske Kunst og det holbergske Lystspil, hvis man af vor klassiske Lindgreens Fremstilling havde en ligesaa authen- tisk Karakteristik, som ustridig vilde blive en ny Stadfæstelse af den Forskjellighed, som, med den mest overensstemmende Anskuelse af Rollen, Kunstnernes moralske og fysiske Forskjel- lighed stedse ville lægge i Fremstillingen deraf.“ Savnet af en Karakteristik som den omtalte er saameget stø rre, som den vilde have udfyldt Hullet mellem Rahbeks Redegjørelse for Gjelstrups og G. Brandes’ for Phisters Spil som Jeppe („Kritiker og Portraiter“ 1870, S. 104—12) og saaledes dannet Mellemleddet i en ret enestaaende dramaturgisk Trilogi. Men den Bemærkning ligger unegtelig nær, at Ingen vilde have været nærmere end Rahbek selv til at paatage sig Arbeidet, og at han her har svigtet en Forpligtelse som Dramaturg særligt paa det holberg­ ske Repertoires Omraade. Det er en forholdsvis tarvelig Erstat­ ning, han giver i Beretningen om, hvorlunde han en Fastelavns