DenDanskeSkueplads-II

6 8

DET KONGELIGE TDEATER 1801—25.

____________

h jæ lpend e o v erfo r den knæ kk ed e H e ltek ra ft. H v o r hun g rib e r H ak on s H aand og h an spø rger hende:

Yeedst Du, at jeg har dræbt med denne Haand min Søn, den lille Erling, som bestandig var Dig saa kjær?

sk a l der h ave lig g e t et u b e sk riv e lig t grib end e U d try k a f bund løs Jam m e r og k v in d e lig O verbæ renhed i hendes S v a r :

Jeg veed det. Du bar offret barn ben til Guderne. Det vidner om den Yderligbed, hvortil Skjæbnen bragte din ualmindelige Sjæl.

Hørende v a r D e ltag elsen s ægte S temm ek lang i R e p lik e n : „K om , lad m ig tø rre S v ed en a f din P a n d e ,“ og da P lakon J a r l derpaa i sin V ild e lse sp ø rg e r: „H v a d er dit N avn , m in v a k k r e N o rg es D a tte r ? “ v a r Mad. H e g e r i sit S v a r helt inden for det b lide S væ rm eris En emæ rker, hendes egen tlige D om aine:

Kjærminde kaldtes jeg blandt Dalens Piger. Jeg var en lille blaa, en kj ærlig Blomst, som op var voxet i din Egerod, som suged Liv og Earve kun fra den, som maatte gaa tilgrunde, da den ei fik Lov at spire i sin lille Krog, i Skyggen af sin Stamme.

O gsaa M onologen „ S a a est D u nu da sk rin lag t, H akon J a r l ! “ frem sagd e Mad. H e g e r med dyb F ø le ls e og en V irk n in g , der beskjæmm ede D irek tionen s H en stillin g om U d elad e lse a f denne S lu tn in g sscen e som et uvedkomm ende og sk ad e lig t P aahæ ng. A lt i A lt v a r hendes Th o ra saa h arm on isk en F rem stillin g , at B a g g e s e n s sk a rp syn ed e K r itik endogsaa und sk y ld te dens M angler. „ S a a fu ld t a f sk jøn t L i v og sand F ø le ls e hendes S p il e r“ , sig e r han, „sa a um u ligt er det hende med de b lide A n sig tstræ k at male n oget A n d e t end det Ømme, H u lde og Fromm e. H endes h erskend e U d try k er stille L id e lse , uden m indste tra g isk e H e ftigh ed end sig e storm ende L id en sk a b . D enne M angel er im id lertid lan g tfra at væ re u b eh age lig t stødende; den g iv e r blot hendes S p il i det H e le m indre H elief, end man øn skede det, isæ r i et