DenDanskeSkueplads-II

69

MAD. HEGER.

nord isk Skuesp il, hvis Scene ikk e er paa en a f Danmarks Sletter, men i N o rges vildeste F je ld e gn e / 4 Som V a lb o rg fik Mad. H eger vel ik k e dansk Slette jord under Fødderne, men den milde F re d i Trondkjem s „g o d s lig e “ D om k irk e v a r ju st en Atmosfære, i h vilken hendes Kun st kunde triv e s, og den i K lo stre t opdragne Jom fru en Person lighed , med hvis rene K vind eligh ed hendes egen fald t fuldkommen sammen. I ik k e rin g ere G rad v a r dette T ilfæ ldet med en Ro lle som Marie i „C o rre g g io “ , h vilk en hun, efter B ag g e sen s Dom, udførte „med al den M ildhed, B lidhed , U skyldighed og Ynde, 'som k arak teriserer hendes rørende Sp il. Som L y s e t gaaer ud fra B a rn e t i hint berøm te M aleri a f Correggio, g ik G lansen i hele Fo restillin gen ud fra h end e .“ Som H e lg a i „S tæ rkodd er“ v a r hun a tter ene- staaende i sin F rem stilling a f det jom fru eligt R en e, det stille Svæ rm ende, men savnede U d tryk for de kraftfu ld ere E lem en ter i K a rak te ren , medens hun som Caroline i „D en lille H y rd ed ren g “ , h vo r hun v a r indenfor Id y llen s Omraade, g a v netop et saadant afdæmpet B illed e a f den smertefuldt bevægede, gudhengivne, u ro k k e lig t troende Moder, som D igtarten fordrede. Ud en fo r det oehlenschlagerske R eperto ire b le v Mad. H e ge r isæ r beundret fo r sin Ud førelse a f lit e lr o lle n i Ingem anns S ø rg e sp il „ B la n c a “ , hvis elegiske Grundtone fand t et gan ske sæ rlig t stem t O rgan i hendes Temperament, efter h v ilk e t den v e l ogsaa v a r afpasset a f D igteren, der begeistret takked e hende som den, cler med Blancas hele Sjæl fortrolig som hendes Tvillingsøster for mig staaer og i sin hl ligt med Serafvinger naaer selv Idealets fjerne Himmelbolig. D en fangne D ronning i Sch illers „M aria S tu a rt“ har i sm K a r a k t e r saam egen Resignation , saamegen sorgdæmpet Fø lelse, at Mad. H e g e r v e l maatte kunne tro sig istand til at g iv e et . træ ffende B ille d e a f hende; men denne den største dramatiske Opgave, hun tog paa sine Skuldre, formaaede tøm kun de vis at bære igjennem , fordi den store Pathos manglede hende; her skulde L id en sk ab en slaa ud i Lue, her skulde den m ajestæ tiske H ø ihed an tage saa store Form er, at den kunde ydmyge, og op irre M agtens Ihændehaver, og paa disse afgjørende Pun k ei