292632894

16

en ganske anden Opgave end Kew- Havens Museer, og Hr. R a s m u s s e n indrømmer selv dette (1. c. p. 10 L. 12 f. o.). Naar det dertil vides, at Kew-Haven er en af de mægtigste Staters mest storartede Stats -instituter, udrustet med meget store Pengemidler, medens der hos os handles om et af de til Universitetet hørende Instituter i en lille S ta t, er det let at indse, at der nødvendigvis maa være en stor Forskjel mellem de Midler, hvorved man paa de to Steder vil naa, ikke samme, men forskjellige Maal. Det er saaledes klart, at hvis der er Nogen, som vil »drive Gjæk med Statens Alvorsmænd», saa er det Hr. R a s m u s s e n og ikke os. Hr. R a s mu s s e n linder, at Museums-Bygningen hverken i sit Ydre eller i sit Indre tilfredsstiller de tarveligste Fordringer i arkitektonisk Henseende (1. c. p. 9 og p. 11). V i anse det for overflødigt at tage Arkitekten i Forsvar og tvivle ikke om. at han, naar Museet er færdigt, vil indlægge sig lige saa megen Ære herved som ved d e t z o o l o g i s k e Mu s e um og mange andre Bygninger. V i gaa nu over til at undersøge Betydningen af den næste Hovedankepost, den som gjælder den plantegeografiske Ordning. Blandt de Forandringer, som Beretningen bringer i Forslag for at gjøre den nye Have mere tiltrækkende og belærende fol­ det store Publicum, er ogsaa den, i et vist Omfang at erstatte den systematiske Ordning af Planterne, som er den, der sæd­ vanlig benyttes i de botaniske Haver, med den geografiske. Docent D y b d a h l siger herom (1. c. p. 229nederst): »Fol­ de plantegeografiske Rigers Vedkommende skulle vi ligesom med Hensyn til Enkelthederne i Museumbygningen henvise til den ovenfor bebudede Artikel« (af Doc. D i d r i c h s e n ) . Selv indskrænker han sig væsentlig til at betegne de Antydninger af den Maade, hvorpaa man har tænkt sig at gjennemføre en plantegeografisk Ordning og navnlig det arktisk - alpine Rige som »et stort Narrespil eller en uværdig botanisk Humbug«. V i skulle altsaa søge den nærmere Begrundelse af denne haarde Dom hos Doc. D i d r i c h s e n , til hvem der henvises. Slaa vi da efter hos denne Forfatter, finde vi, at han (1. c. p. 249) herom har ti Linier. Den første Sætning lyder saa­ ledes: »Jeg kan her erklære mig enig i, hvad der angaaende