UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

104

5te Juni: Saasnart Rektors Tale var endt, istemmede Choret følgende Afsnit af den Richardt-Gadeske Festdigtning, hvori T l i e o l o ­ g i e n karak teriseres:

Det Ord, hun hørte hag Judæ as Ranker, Hun følger paa dets Verdensvandring u d ; Med det hun vejer Menneskenes Tanker, Og prøver Røsten, om den er af Gud. Hun bilied-maler K irkens Chor og Rude, Men om dens Indg ang samler hun sin Hær, Og signer i dens V ievand sit Sværd, Og vinker ad de Søgende derude.

.— Men glemmer hun, i Løn at høje Knæ, J a stormer K irken, den hun skulde værge, Og taarn er K lipper op om Korsets Træ , — Da kjendes det, at Troen flytter B jerge. Ku traadte det t h e o l o g i s k e F a k u l t e t s Decanus P ro ­ fessor Lic. theol. S t h y r op paa Talerstolen: Det Aarhundrede, sagde han, som er svundet, siden Universitetet fejrede sin sidste Jubelfest, har for K irken og Theologien væ ret en be­ væget Kampens Tid, mere stormfuld end nogen anden siden Reforma­ tionens Dage. Rationalismen var allerede den Gang begyndt at trænge ind i K irken, og kun altfor mange bleve de Theologer, „som glemte i Løn at bøje K næ “ og gave sig til at storme K irken i Stedet for at væ rge den. I Stedet for at bane og jævne Troens Vej til Korsets Træ, taarnede de Tvivlens K lipper og Fornuftgrundenes golde Stene saa- ledes op . omkring det, at der allerede begyndte at lyde Røster om, at nu var den Tid kommen, da det Kors, som var og er Grækere en Daarskab og Jød er en Forargelse, snart skulde være glemt og skjult for stedse. Men der var dog ogsaa andre Mænd, som ikke vilde slippe Evangeliets Sandhed, fordi de betragtede Guds Aabenbarelse som den stedse rindende K ilde til Sandheds E r kj endelse, der aldrig skal ud­ tørres. Ofte syntes deres Kamp haabløs og deres Sag en opgiven Sag; men nu i vore Dage kj endes det, hvilke F rug ter deres Tro har

Made with