UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

32 ■4de J u n i: (len Handling, hvorved Danmarks Højskole, K jøbenhavns Universitet, stiftedes. Den Plante, der hetroedes Jorden, fandt denne lidet for­ beredt ; Pleje og Røgt var sparsom, P lanten trivedes langsomt, syg­ nede og truede med ganske at gaa ud. Da kom en mildere Luftning, en friere Strøm fra Syden, da kom Pleje og Omhu fra Konge og Fo lk ; Planten skjød nye, stæ rke Rødder, den hævede sig i en rank Stamme; den voxede til et højt og k raftigt Træ, under hvis Krone i Aarhundredernes Løb Slægter af Unge og Gamle have vandret og arbejdet, vandre og arbejde den Dag idag og, hvis H er­ ren vil, fremdeles skulle vandre og arbejde. D et er til Ihukommelse af hin Stiftelse, det er for at skærpe Bevidstheden om vor Opgave, at styrke Fortrøstningen til Frem tiden ved at skue tilbage paa F o r­ tiden, at vi idag sam les: Højskolens Læ rere og Studerende. Ak! vi samles ikke, som vi havde haabet, med Landets Konge, H ersk er­ slægtens Fo rny er; men hans Tanke er os nær, og hans Søn og A rving er os Borgen derfor. Vi samles med Kongesønnen, og vi samles derhos med en talrig Skare af Landets hedste Mænd, af hvilken den største Del selv har væ ret vor Højskoles Sønner, samt tillige med en Skare af Gjæster fra vore Frændelande som kjæ re Y idner og Deltagere. Gud give, at denne Dag maa være til Glæde og Velsignelse! Naar vi sende vor Tanke over den dybe og brede Kløft af 4 0 0 Aar for at kalde frem for Sindet den Handling, der da foregik, de Mennesker, der deltoge i den, deres Skikkelser, deres Ord og deres Tanker, da frem træder der for os en overvældende Forskjellig- hed. Vi have ondt ved, i hvad vi der se, at finde Begyndelsen til vor Gjerning, ved i dem at se vore Forgængere, og hvis de kunde sende B likket herhid, vilde det være dem endnu vanskeligere i os at se deres G jernings Fortsæ ttere, deres Efterfølgere. Selv det, at vi idag tale vort Modersmaal, vilde forekomme dem forunderligt, thi dengang troede man, at der om saa høje og alvorlige T ing kun kunde tales i det fra Oldtiden overleverede Sprog. H ist se vi i det ringeste en fast Tro, en ivrig Bekjendelse; men vi se en ind ­ skrænket K reds af Ind sig t og Kundskab, bunden og støttende sig til Autoriteten og overalt bøjende sig først for Aabenbaringens Au­ toritet, saaledes som K irken lod den fremtræde, og dernæst ved Siden af K irkens for en fra Hedendommen overleveret Autoritet, men i forvansket Skikkelse: man bøjede sig for den lidet kjendte, men i den lidet kjendte Skikkelse næsten kanoniserede Hedning Aristoteles. Snæver var den K reds, hvorover B likket paa hin Tid svæ ved e;