UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Kirkefesten.

37

at være et godt dansk Universitet, tillige har væ ret et europæisk Universitet, saa liar det dog maaske fejlet, fordi det ikke liar været folkeligt nok? Den K lage lyder jo ialtfald stundom. Nej, vort Uni­ versitet har været tilstrækkelig folkeligt, fordi det med Folkets Tarv for Øje har arbejdet paa og løst den Opgave, der var dets. Vort Universitet har ligesaa lidt som noget andet Universitet kunnet aabne Adgang til Videnskabens Indre uden mangesidig Forberedelse, og det har lige saa lidet kunnet række Forskningens F rug ter i fuldt Maal til Alle, der blot vilde modtage uden at arbejde. Universitetet h ar erkjendt det som sin Opgave at fremlægge og meddele Alle, der vilde arbejde sig ind i Videnskabens Helligdom, Videnskabens F rug ter og Resultater med deres Forudsæ tninger i en videnskabelig Form. Det har ønsket og stedse efter Tidernes omskiftelige V ilkaar arbejdet for, at af hvad der her frem traadte og maatte fremtræde i streng Form, deraf udsondredes og overgaves til Alle, der vilde modtage det, Alt, hvad der kunde gives i en mindre streng Form, naar de kun tillige vilde agte det højere Maal og det Arbejde, der var rettet derpaa. Man har ogsaa bebrejdet vort Universitet — men Bebrejdelsen træffer alle Universiteter, fordi den er rettet mod Noget, der ligger i deres Væsen — , at vi In tet have gjort for vor nationale L iteratur, navnlig for D igtekunsten. Ja, Universitetet er sig vel bevidst, at det ikke er en Skole for D igtekunsten, th i en saadan Skole gives ikke. D igtekunsten udfolder frit sine Vinger til Nydelse for Folket, til Nydelse ogsaa for os. Og dog har heller ikke D igtekunsten eller den danske D igtekunst været uden Forhold, og det et Forhold, som vi vel kunne vedkjende os, til vort Universitet. Universitetet skal for det første forsøge at erkjende Kunstens Væsen, at eftervise Skjønhedens Ide og Skjønhedens Former. Men dernæst frem træder Poesien i en Mangfoldighed af Skikkelser og Former fra den fjerneste Oldtid, i Former, som kun kunne forstaas og nydes gjennem sprog­ lig og historisk Kundskab, men som, naar de kjendes, virke befrug­ tende ogsaa paa den nyere Tids D igtekunst. Og hertil har vort Universitet efter Evne aabnet Adgang. Man er bleven noget vant til at tænke sig D igteren Holberg som en Modsætning til den lærde Professor Holberg, men det er en meget usand Opfattelse. Sandere er der sunget af en af Holbergs bedste Efterfølgere, af en fin Aand og en ædel D igter; han har sunget her i Universitetets Højsal:

Husk, at Kingos Harpe her blev stemt, Holberg holdt i klassisk Daab sin Skjemt.

Made with